Nord Stream 2 tror stadig på gasledning syd for Bornholm

11. AUG 2018 • 08:06 • AF RITZAU

Nord Stream 2 tror stadig på gasledning syd for Bornholm

Blandt de danske politikere er der voldsom bekymring over de sikkerhedspolitiske konsekvenser af en planlagt rørledning med russisk gas, der skal passere forbi Bornholm.

Men selskabet bag Nord Stream 2 tror stadig på, at myndighederne vil give tilladelse til selskabets foretrukne linjeføring, der går gennem dansk søterritorie syd for Bornholm.

Det skriver Nord Stream 2's danske pressetalsmand, Markela Dedopoulus, i en mail til Ritzau, efter at Energistyrelsen fredag fik supplerende ansøgning fra Nord Stream 2, denne gang om at føre rørledningen nord om Bornholm.

- Først og fremmest tror vi, at den mest optimale rute, vi har ansøgt om, vil blive godkendt af den danske regering, skriver Dedopoulus.

- Men hvis vi ikke kan anlægge rørledningen som ønsket, på grund af et veto fra den danske udenrigsminister, så vil vi anlægge rørledningerne gennem den danske eksklusive økonomiske zone, som vi har ansøgt om nu.

Skal rørledningen føres syd om Bornholm, har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mulighed for at sige nej med henvisning til sikkerhedspolitik. Det skyldes, at linjeføringen her er gennem dansk territorie.

Nord for Bornholm er der imidlertid tale om internationalt farvand. Og derfor er Danmark forpligtet til at sige ja, selv om der altså er tale om en "dansk eksklusiv økonomisk zone".

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, ser den nye ansøgning fra Nord Stream 2 som et forsøg på at presse Danmark til at sige ja til den sydlige linjeføring.

Den er nemlig kortere og billigere for selskabet.

- De prøver at tegne det op til, at lige meget hvad vi gør, så kan I ikke slippe for det. Sådan et magtspil skal vi ikke lade os tryne af, siger han.

Nord Stream 2 indsendte sin første ansøgning i april sidste år. Få måneder efter vedtog Folketinget den lov, der betyder, at myndighederne kan inddrage sikkerhedspolitik i deres vurdering.

Ellers er det kun miljø og hensyn til sejlforhold, der tæller.

Det er den lovændring, der har fået Nord Stream 2 til at undersøge alternative linjeføringer, forklarer Dedopoulus.

Bortset fra i Danmark skrider Nord Stream 2 ellers frem som planlagt, oplyser hun.

- Hidtil har Nord Stream 2 fået tilladelser i alle de øvrige lande, hvor rørledningerne passerer igennem mellem Rusland og Tyskland.

Nord Stream-talsmanden pointerer, at de danske regler blev ændret, efter at Nord Stream 2 havde sendt sin første ansøgning.

- Projektudviklere og investorer skal kunne stole på retsstatsprincippet. De forpligtede investeringer står i øjeblikket på over fem milliarder euro og genererer cirka 30.000 job og involverer over 670 virksomheder fra 25 lande, lyder det i mailen.

SENESTE NYHEDER

22. OKT 2018 • 17:17 FOR ABONNENTER
Bonderet løb med sejren
22. OKT 2018 • 14:55 FOR ABONNENTER
Svar fra rederiet stiller ikke passagererne tilfredse
22. OKT 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste