Andre høster gevinsten: Bornholm vil kun få lidt gavn af at fjerne arveafgiften

10. AUG 2018 • 05:47 • AF JAKOB MARSCHNER

Andre høster gevinsten: Bornholm vil kun få lidt gavn af at fjerne arveafgiften

Hvis arveafgiften bliver afskaffet, som regeringspartierne K og LA har foreslået det, vil bornholmerne være blandt de danskere, der får relativt lidt ud af det. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Kun i 22 af landets 98 kommuner vil borgerne høste end mindre gevinst end bornholmerne, hvor arvinger ifølge AE’s beregninger i gennemsnit vil 41.200 kroner ud af det, hvis arveafgiften forsvinder.

Bornholm ligger i et bredt bundfelt af kommuner, hvor Skive ligger lavest med en gennemsnitlig gevinst på 28.500 kroner pr. arving. I listens top vil arvinger i Gentofte gennemsnitligt kunne høste 251.000 kroner på, at arveafgiften ikke findes mere.

Ifølge AE’s beregninger vil 42 procent af de bornholmske arvinger få noget ud af, at arveafgiften helt forsvinder. I Gentofte vil 60,9 procent høste en gevinst. Samlet har AE beregnet bornholmernes gevinst til 16 millioner kroner, præcis 10 gange mindre end Gentofte-borgernes gevinst på 160 millioner.

Bortset fra Aarhus ligger alle de 15 kommuner, hvor arvinger vil få mest ud af, at afgiften forsvinder, alle i hovedstadsområdet. AE’s beregninger viser, at arvinger i de 15 kommuner tilsammen vil høste næsten halvdelen af den samlede skattelettelse på lige omkring tre milliarder kroner.

Modsat vil de 15 kommuner med den laveste gevinst skulle deles om et samlet provenu på 195 millioner kroner. De 15 kommuner med den største gevinst får altså ifølge AE’s beregninger høste over en milliard kroner mere i skattelettelse end de 15 kommuner, hvor borgerne vil få mindst ud af, at arveafgiften er væk.

Lea foreslår en anden model

På Christiansborg reagerer Socialdemokratiet med at foreslå, at man i stedet hæver bundgrænsen for, hvornår man betaler skat af en arv. Partiet foreslår samtidig at finde pengene til det træk ved også at indføre en ny topskat for de danskere, der arver mest.

– Vi kan se, at uligheden stiger, og at formuer koncentreres på færre og færre hænder. Derfor foreslår vi nu en ny model for arvebeskatningen, hvor dem der arver allermest bidrager mere til fælleskassen. Til gengæld vil vi bruge de penge på at hæve bundgrænsen for, hvornår man betaler arveskat, så man ikke bliver klemt, hvis man arver familiens lille sommerhus eller kolonihave, siger skatteudvalgets bornholmsk valgte formand Lea Werrmelin (S).

Socialdemokratiet har ikke lagt sig fast på beløbsgrænserne i den nye model. I dag er bundgrænsen 289.000 kroner, og den foreslår Socialdemokratiet at hæve med et par hundrede tusinde kroner, ligesom topskatten på arv vil træde i kraft ved en arv på mere end et par millioner.

– Vores forslag giver en mere fair arvebeskatning og mindre ulighed. Det vil gavne bornholmerne, mens Liberal Alliances og Konservatives forslag om helt at sløjfe arveafgiften vil forgylde borgerne i Nordsjælland. Deres forslag vil som sædvanlig gøre den geografiske skævhed større med Bornholm som en af taberne, siger Lea Wermelin.


SENESTE NYHEDER

19. AUG 2018 • 13:03 FOR ABONNENTER
Klemensker-forening vil bevare lokalplan
19. AUG 2018 • 12:11 FOR ABONNENTER
Varm sommer gik ud over legeland
19. AUG 2018 • 08:09 FOR ABONNENTER
Jeg nyder at få lov at være præst igen

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste