Magnus Cort var ved at glemme sine kvaliteter, siger sportsdirektør
Magnus Cort (tv.) ses her på hjul af Jakob Fuglsang under Tour de France. Foto: Astana

23. JUL 2018 • 07:16SPORT • AF RITZAU

Magnus Cort var ved at glemme sine kvaliteter, siger sportsdirektør

Han har i flere år været en af de bedste afsluttere i dansk cykelsport, men Magnus Cort havde haft et temmelig stille Tour de France, indtil det hele pludselig eksploderede med etapesejren søndag.

Bornholmeren forsøgte at blande sig i en massespurt fredag, men skuffede sig selv med en syvendeplads, og Astanas sportsdirektør Lars Michaelsen fornemmede, at hans landsmand trængte til at blive rusket op.

- Det her er jo verdens største cykelløb, og nogle gange kan man godt blive lidt paf, siger Michaelsen, der som aktiv deltog i Tour de France tre gange.

- Så kan man tænke, at man kun er med for at hjælpe Jakob Fuglsang, og der er mange gode ryttere, og det er varmt og hårdt, og det går op og ned, og asfalten er ikke god.

- Man forsvinder lidt i det hele, og så skal man måske lige huskes på, hvad man er god til. Det kunne jeg hjælpe ham med, siger Lars Michaelsen.

Cort nævner også samtalen med Michaelsen som en vigtig del af forberedelsen til triumfen, selv om han efterfølgende havde meget svært ved at falde i søvn.

Men også holdkammeraten Omar Fraile var med til at indgyde Cort tro på, at det kunne lade sig gøre at brænde igennem i Tour de France. Ikke med ord, men med handling.

- Magnus blev inspireret af Omar Frailes sejr. Jeg tror, at det klikkede for ham lørdag, siger Lars Michaelsen.

Magnus Cort kan fejre sin etapesejr med en hviledag mandag.

Mest læste