Installatører er klar til at tage flere lærlinge
Foto: Berit Hvassum

17. JUL 2018 • 05:52 • AF JAKOB MARSCHNER

Installatører er klar til at tage flere lærlinge

Som i flere andre håndværksbrancher er Bornholm også ved at mangle elinstallatører. En del af løsningen kan blive at tage flere lærlinge ind.

– Det største problem bliver nok i virkeligheden at skaffe tilstrækkeligt med lærlinge til øen. Men viljen hos installatørerne er i hvert fald til stede, siger Kurt Sjøholm fra Knudsker El, der også er medlem af Tekniq-råd Hovedstaden.

Brancheorganisationen Tekniq har netop undersøgt manglen på arbejdskraft og hvad elinstallatørerne vil gøre for at prøve at komme den til livs. I april slog manglen på arbejdskraft ud ved, at næsten halvdelen af elinstallatørerne i Region Hovedstaden måtte opgive ordrer.

I undersøgelsen svarer næsten to ud af tre installatører i Region Hovedstaden, at flere lærlinge er det mest indlysende. Lige over hver fjerde elinstallatør venter at tage flere lærlinge ind i år end sidste år.

Knapt fire ud af ti elinstallatører i Region Hovedstaden vil gøre mere for at fastholde deres medarbejdere. Godt hver femte er parat til at efteruddanne, og lige under hver sjette vil også gerne karriereudvikle medarbejderne.

Ifølge Kurt Sjøholm vurderer Bornholms el- og vvs-virksomheder, at der er andre vigtige parametre end bare lønnen, når de skal fastholde de dygtige medarbejdere.

– Det gælder jo helt grundlæggende om at gøre virksomhederne så attraktive, at medarbejderne slet ikke har lyst til at forlade dem igen. Og der er det altså ikke kun beløbet på lønsedlen, som er afgørende, siger han.

SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste