Turisterne er vilde med bæredygtigt design
Foto: Allan Rieck

15. JUL 2018 • 12:09 • AF MARIE HOFMAN

Turisterne er vilde med bæredygtigt design

Hos pop up-butikken Stinne Gorell på Gudhjem Havn er der trængsel. Her er alle varer nemlig lavet fra bæredygtige producenter, og det er trækplaster – både for turister og fastboende.

– Sidste år gik salget over al forventning, og i år er det også bare gået stærkt. Der er flere varekategorier, som allerede er i udsolgt. Blandt andet har jeg fået tilsendt sandaler fra Italien af fire omgange – det havde jeg ikke lige forventet, siger ejer Stinne Gorell.

Butikken Stinne Gorell åbnede for to uger siden. Det er andet år, den er at finde i Gudhjem. Ligesom sidst udformer den sig som pop up-shop ved siden af Bech Chokolade. Her sælger Stinne Gorell både sit eget bæredygtige strik, samt varer fra andre mærker. Alle har de det til fælles, at de er lavet ved en bæredygtig produktion. Og Stinne Gorell mærker den stigende efterspørgsel på bæredygtige produkter.

– Bæredygtighed er noget alle bliver mere og mere fokuseret på. Særligt blandt de unge mærker jeg, at det er noget, de går meget målrettet efter, siger Stinne Gorell

Intet men

Det billede genkender Anna Thomsen. Hun er en af de handlende i butikken, og synes det er dejligt, at der er kommet en bæredygtig sommerbutik til Gudhjem.

– Det er virkelig fint, at man har en sådan butik her i sommerlandet. Jeg har fire børnenbørn og de har givet mig forbud mod at købe plastikposer, når jeg handler – i det hele taget er det noget, vi er meget opmærksom på i vores familie, når vi handler, siger hun.

Stinne Gorell fortæller, at hun forleden havde et ungt par inde i butikken. De var der i halvanden time.

– Pludselig sagde manden, at det var første gang, at han oplevede en butik, som slog sig op på bæredygtighed og rent faktisk levede op til det. Der var ikke noget ”men”, som han sagde – efterhånden er det jo blevet så trendy i tøjbranchen at sige, man har en bæredygtig produktion – men meget få kan rent faktisk leve op til det, når man så går dem på klingen, siger Stinne Gorell.

For hende er det vigtigt, at alle varer hun sælger kommer fra en bæredygtig produktion. Både produktionen, der bærer hendes eget navn, men også de knap 60 andre producenter som hun sælger i butikken. Her er alt fra fra økologiske hygienjebind, til badedragter lavet af genanvendeligt plastik og chokolade med fårekyllinger.

– For mig at se kan det aldrig kun blive forbrugerens ansvar at leve bæredygtigt, det falder også tilbage på producenten. Derfor er jeg så hysterisk med, at alt jeg sælger skal være 100 procent bæredygtigt – så det er da dejligt, når kunderne anerkender det, siger Stinne Gorrell.

Bornholm er ikke fremmed

Stinne Gorell bor i Næstved på Sydsjælland. Hendes morfar er fra Bornholm, og hun er derfor kommet her meget som barn. Af samme årsag har hun tidligere haft sin strikproduktion i Møbelfabrikken i Nexø.

– Desværre var jeg nødt til at rykke min produktion tilbage til min bopæl og dengang føltes det som et kæmpe tab – det var nærmest en sorg, fordi jeg savnede min tilknytning til øen.

Størstedelen af hendes håndstrikproduktion bliver dog fortsat lavet på Bornholm. Og da en mulighed for butik i Gudhjem også dukkede på, sprang hun til.

– Jeg kan ikke undvære min tilknytning til øen – så jeg har da et ønske om, at pop-up-butikken skal være livsvarig, griner Stinne Gorell.


SENESTE NYHEDER

21. AUG 2018 • 16:12 FOR ABONNENTER
Cowi blåstempler arbejdet med bornholmsk fødevareklynge
21. AUG 2018 • 15:53 FOR ABONNENTER
Leder: Er Wermelin, Juel Jensen og Persson klar?
21. AUG 2018 • 14:41 FOR ABONNENTER
Venstre-leder og kaptajn går i land, når Færgen stopper
21. AUG 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

20. AUG 2018 • 13:44
Fem spildte sprit på kørekortet
20. AUG 2018 • 19:19 FOR ABONNENTER

Video: Flødebolleløbet slog deltagerrekord

Mest læste