Landmændenes økonomi visner i tørken: Flere går konkurs
Foto: Berit Hvassum

15. JUL 2018 • 06:17 • AF RITZAU

Landmændenes økonomi visner i tørken: Flere går konkurs

Landmændenes økonomi visner i tørken: Flere går konkurs
Antallet af konkurser i landbruget vokser i den ekstremt tørre sommer.

20 konkurser har allerede ramt Dansk Landbrug alene i juni måned. Det er dobbelt så mange som samme periode sidste år fortæller DR Østjylland. Og der er flere på vej, vurderer landbrugsorganisationen Landbrug og Fødevarers formand, Martin Merrild.

– Det er uundgåeligt, at den ekstreme tørke, vi har nu, kommer til at betyde, at der er landmænd, der går konkurs, siger Martin Merrild.

– De landbrug, der er gået konkurs nu, har selvfølgelig haft en svag økonomi i forvejen. Men de har haft budgetter, der var godkendt af deres banker. Men her i tørken er der jo ingen landmænd, der kan holde deres budgetter, siger han.

Konkurserne skyldes hovedsageligt et dårligt 2017, og den nuværende tørke gør krisen endnu værre for de mest trængte landmænd. Det bekræfter formand Landboforeningen Odder-Skanderborg Jens Gammelgaard.

– Det er dybt tragisk, når folk kommer i den situation, at de må gå konkurs. Og tørken vil skubbe på, for der kommer til at mangle afgrøder at sælge og som foder til dyrene, siger han til DR Østjylland.

Barsk virkelighed

Det er en barsk virkelighed, der rammer landmænd med udsigt til underskud igen i år.

– Hvis man som landmand skal opleve, at man to år i træk ikke får en høst i hus, er det ikke ret mange, der kan holde til det. Så går det galt. Det er jo ekstremt, at vi skal opleve sådan en vejrsituation, hvor vi det ene år drukner i regn, og det næste år er der tørke. Men sådan er det at arbejde med naturen, siger Jens Gammelgaard.

– Uanset hvilken branche eller job man er i: Hvis man mangler to års løn, så er der ikke mange, der kan holde til det.

Hos advokatfirmaet Dahl, der har mange klienter i landbruget, forbereder partner Birgitte Jørgensen sig også på flere konkurssager.

– Vi kan mærke, at landmændene har det hårdt. Der er allerede nogen, der har været nødt til at lukke. Og det vil der være flere, der kommer til, siger Birgitte Jørgensen.

Jens Gammelgaard frygter, at juni måneds konkurser kun er starten på en lavine.

– Dem, der er gået konkurs i juni måned, er ikke nødvendigvis på grund af tørken. Tørken kan være medvirkende, fordi landmændene kan se, at situationen er håbløs og derfor lukker de ned, fordi det får læsset til at vælte. Men det er fremadrettet, at der kommer problemer, siger han.

Håber på ansvarlige banker

– Det bliver især de næste tolv måneder, altså næste høst, at det for alvor vil komme til at ramme. Det er gjort op til, at det måske er fire-fem milliarder, der kommer til at mangle på høsten i år. Så er det klart, at det er en indtjening, der vil mangle i erhvervet, siger Jens Gammelgaard.

– Jeg håber selvfølgelig, at bankerne vil være ansvarlige og ikke bare skubbe et stort antal landmænd ud i konkurs. Det vil ikke være godt for hverken erhvervet, samfundet eller bankerne. Så jeg håber på en afbalanceret tålmodighed over for flest muligt af de landmænd, der er ramt af tørken, siger han.


SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste