Festen er i gang: 2.000 byder Kim Larsen velkommen
De er i gang i Musikhuzets have, Kim Larsen & Kjukken. Foto. Hannibal Kofoed Møller

12. JUL 2018 • 21:19 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Festen er i gang: 2.000 byder Kim Larsen velkommen

Festen er nu i gang i Musikhuzets have i Rønne, hvor Kim Larsen og Kjukken på slaget 21 lagde ud med nummeret "Det er i dag et vejr".

Fuldstændig præcis som altid, gik lune Larsen med sin stok over scenen klokken 21 og satte sig i sin stol, inden han tog fat på nummeret, som var med på hans soloalbum "Værsgo" fra 1973.

– Han ligner min morfar, lød det fra en yngre kvinde blandt publikum, da han bevægede sig over scenen.
Det kan nok være, men morfar har nok ikke været en vigtig del af den danske musikscene i 50 år.

Der har været rift om billetterne til den udsolgte koncert, og gavflaben sygemeldte sig da også selv i starten af året, men er altså nu tilbage på Bornholm med sin parade af ørehængere, som 2.000 feststemte publikummer er klar til at skråle med på.

Det var den 28. juni, han genoptog koncertlivet, da han vendte tilbage til scenen i Nyborg efter sin sygemelding, og nu er han altså også returneret til solskinsøen, hvor det efter måneders tørkeperiode på et tidspunkt blev spået af meteorologerne, at himmelen skulle åbne sine sluser, lige når orkesteret gik i gang.

Og vel er ikke et øje tørt ved gensynet, men det skyldes altså ikke vand fra oven. Hurra for det.
Så jo, det er i sandhed et vejr denne aften.

Inden da havde Stardust Boogie Band på en mindre scene underholdt med med mere tung rock, som dog også inddrog blandt andet en ganske fornøjelig udgave af Abbas "Does Your Mother Know".

Foto. Hannibal Kofoed Møller


Fra Bornholm går turen for 72-årige Larsen og co. videre til fredagsrock på plænen i Tivoli og derefter et par udsolgte koncerter i henholdsvis Auning og Hjørring.

Indtil videre ser turnéen ud til at slutte i Holbæk den 25. august.


24. SEP 2018 • 10:14SPORT

Cort kørte VM i Østrig

24. SEP 2018 • 09:20 FOR ABONNENTER

Forening investerer i bedre boliger i Rønne

24. SEP 2018 • 08:56

Knudsker søger ny præst

Mest læste