Minister arbejder videre med sælerne: Jeg er glad for opbakningen
En sæl i Rønne Havn. Arkivfoto: Allan Rieck

8. JUL 2018 • 10:47 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Minister arbejder videre med sælerne: Jeg er glad for opbakningen

Som tidligere omtalt i Bornholms Tidende satte fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) allerede mandag den 18. juni sæler på dagsordenen i landene omkring Østersøen, da hun tog problemet om sælparasitter i Østersøen op med sine europæiske kolleger på et allerede planlagt møde mellem EUs fiskeriministre i Luxembourg.

– Hvis parasitterne bliver ved med at brede sig, som de tilsyneladende har gjort de senere år, synes jeg, at det er et voldsomt problem, sagde hun efterfølgende til avisen.

Udenrigsministeriet oplyste så i denne uge, at fiskeriministeren har taget initiativ til et samarbejde blandt Østersølandene om de problemer, sælernes parasitter skaber for torskebestanden i Østersøen.

Forslaget blev præsenteret i forbindelse med et møde blandt Østersølandene og får opbakning fra landene omkring Østersøen, oplyser ministeriet, hvorunder minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen hører, til Bornholms Tidende.

Fremover skal de nationale forskningsinstitutter samarbejde om indsamling af data og viden på området. Arbejdet med at indsamle data skal munde ud i en fælles anmodning til EU-Kommissionen om at tage sælproblematikken op på EU-niveau.

Ud over det nye initiativ er landene enige om at afholde to konferencer om sælproblematikken. Den ene konference arrangeres af Danmark i samarbejde med Polen og Finland og afholdes i samarbejdsorganisationen for miljøspørgsmål i Østersøen, Helcom. Den anden konference vil blive arrangeret af Sverige og gennemføres i samarbejdsorganisationen for fiskerispørgsmål i Østersøen, Baltfish.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen udtaler i en skrivelse fra Udenrigsministeriet:

– Sæler er et rigtig stort problem for fiskerne i Østersøen. De spiser fiskene, når de er i nettene, og de smitter også torskene med parasitter. Det er velkendt, men vi har manglet dokumentation for problemets omfang, og så er det vanskeligt at gøre noget ved det. Derfor er jeg rigtig glad for, at der er opbakning til mit forslag om, at vi samarbejder om at indsamle viden og data, og sammen bruger det til at finde løsninger på problemet. Det er ikke noget, vi kan løse i Danmark alene, og derfor lægger jeg op til, at vi skal finde løsninger sammen med de andre lande, der er plaget af sælerne, og ikke mindst på EU-niveau.

- - - - -
Organisationerne

Helcom: En mellemstatslig kommission, som styrer og administrerer Helsingforskonventionen. Helcom arbejder for beskyttelse af det maritime miljø i det baltiske område.

Baltfish: Baltic Sea Fisheries Forum er et regionalt organ, som omfatter alle de otte EU-lande, der grænser op til Østersøen, hvor vigtige fiskerispørgsmål i Østersøen kan diskuteres. Hovedformålet er at fremme samarbejde mellem fiskeriforvaltninger og andre vigtige interessenter for udvikling af bæredygtigt fiskeri i Østersøregionen.

24. SEP 2018 • 10:14SPORT

Cort kørte VM i Østrig

24. SEP 2018 • 09:20 FOR ABONNENTER

Forening investerer i bedre boliger i Rønne

Mest læste