Biludlejning: Mange ringer – men vi er fuldt booket
Foto: Jens-Erik Larsen

13. JUN 2018 • 20:56 • AF ANDERS LILJEROTH

Biludlejning: Mange ringer – men vi er fuldt booket

I dagene op til Folkemødet er der livlig aktivitet i Allinge, men også mange andre steder på Bornholm.

Biludlejningsfirmaet AVIS i Rønne fortæller, at det at få fat i en varebil ikke bare er lige sådan under Folkemødet.

– Mandag var der over 20, der ringede og spurgte om at leje en bil, men vi må desværre melde alt udsolgt, fortæller daglig leder af AVIS på Bornholm, Mogens Anneberg.

AVIS har 100 biler til udlejning i denne uge, og de er altså ude at køre alle sammen. Dermed ligger antallet af biler på sidste års niveau, selvom udlejningsfirmaet godt kunne leje flere biler ud. Men det er ikke bare lige sådan at skaffe flere biler, forklarer Mogens Anneberg.

– Vi kan godt få flere biler hertil, men vi skal binde os for mindst fire måneder, når vi bestiller en bil. Så de biler vi får hertil nu, kan vi først sende retur igen til oktober.

De 100 AVIS-biler, der er ude at køre i folkemødeugen, er altså også det antal, der bliver på Bornholm hele sommeren. I vinterhalvåret har AVIS omkring 30 biler til udlejning.

Mogens Anneberg fortæller desuden, at næsten alle, der lejer bil, ankommer med fly. Der er enkelte, der kommer med færgen, og dem henter udlejningsfirmaet på havnen, og kører dem ud til lufthavnen, hvor bilerne er placeret.

SENESTE NYHEDER

18. OKT 2018 • 07:05
Minkfarm holder åbent hus
17. OKT 2018 • 19:07 FOR ABONNENTER
Endelig er der nogen, der har tid til at høre på mig

MEST LÆSTE BORNHOLM

16. OKT 2018 • 18:06
Gum by Hviid erklæret konkurs
17. OKT 2018 • 05:53
Den nye sauna tager form

Mest læste