Mere end hver tredje dansker: Folkemødet vedkommer ikke mig
Foto: Berit Hvassum

11. JUN 2018 • 09:20 • AF REDAKTIONEN

Mere end hver tredje dansker: Folkemødet vedkommer ikke mig

Folkemødets folkelighed har været et hyppigt diskuteret emne gennem årene.

Ofte er arrangementet blevet anklaget for at være en eksklusiv fest for politikere og lobby-organisationer frem for en demokratifestival, der er åben for alle danskere.

Noget tyder på, at danskerne deler kritikernes opfattelse.

Det skriver Altinget på baggrund af en ny måling foretaget af Norstat for Altinget.

Målingen viser, at 36 procent af vælgerne slet ikke opfatter Folkemødet som vedkommende for dem. 27 procent svarer, at de i mindre grad oplever, at Folkemødet vedkommer dem.

Imens er der 20 procent, der svarer i nogen grad, mens blot fem procent svarer i høj grad. 12 procent svarer ved ikke.

Hos foreningen Folkemødet anerkender direktør Mads Holm, at der venter dem en stor opgave, men han hæfter sig alligevel ved, at godt en fjerdel oplever Folkemødet som vedkommende.

– Det er virkelig en sejr. Men det er klart, at målingen også viser, at vi stadig har en stor opgave, siger han.

Mads Holm mener samtidig, at det er en naiv ambition, at 100 procent af danskerne skal opleve Folkemødet som vedkommende. Han vil dog ikke komme nærmere ind på, hvad et succeskriterie i stedet kunne være.

Ifølge Mads Holm skal Folkemødet især gøre sig umage for at blive mere attraktiv for de 27 procent, der ligger i kategorien "I mindre grad".

I år har Folkemødet blandt andet udviklet ungdomshøjen i samarbejde med unge fra Campus Bornholm for at appellere mere til unge. Ved at involvere flere borgere i selve udviklingen af festivallen vil den samtidig blive relevant for flere, siger han.

– Vi gør vores bedste, men det handler ikke kun om Folkemødet som event. Der er en del af befolkningen, som ikke føler, at demokrati og valg vedkommer dem. Og som en begivenhed, der hylder netop det, har vi også en udfordring, siger Mads Holm.

SENESTE NYHEDER

18. OKT 2018 • 17:17 FOR ABONNENTER
Løbere satte deres præg på en sen aften
18. OKT 2018 • 14:41 FOR ABONNENTER
Leder: Er en bornholmer-tunnel andet end en død sild?

MEST LÆSTE BORNHOLM

17. OKT 2018 • 05:53
Den nye sauna tager form

Mest læste