Konkurstruet boligforening må vente på svar
Foto: Berit Hvassum

25. MAJ 2018 • 15:36 • AF MADS WESTERMANN

Konkurstruet boligforening må vente på svar

Behandlingen af en ansøgning fra boligselskabet Lejerbo om tilladelse til at sælge 11 ungdomsboliger i Hasle er indtil videre sparket til hjørne.

Medlemmerne af Bornholms Regionskommunes Økonomi-, Erhvervs- og Planudvalg valgte i går at udsætte beslutningen om, hvorvidt boligselskabet må sælge ungdomsboligerne for derved at afværge hvad selskabet betegner som en truende konkurs.

– Det gjorde udvalget fordi medlemmerne havde flere spørgsmål til konsekvenserne af en sådan tilladelse, oplyser Steen Birkedal, der er centerchef for Erhverv, Byg og Sekretariat i regionskommunen.

Han fortæller videre, at spørgsmålene blandt andet drejede sig om, hvordan lejerne i ungdomsboligerne vil være stillet efter et eventuelt salg.

Mens regionskommunens embedsmænd nu finder svar på politikernes spørgsmål, må både beboerne i boligforeningen i Hasle og Lejerbo væbne sig med tålmodighed, og håbe på, at politikerne nikker ja, når ansøgningen behandles på udvalgets næste ordinære møde den 20. juni.

SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

19. AUG 2018 • 12:11 FOR ABONNENTER

Varm sommer gik ud over legeland

Mest læste