Svineri får Tidendes læsere op af stolene
Foto: Jens-Erik Larsen

25. MAJ 2018 • 14:14 • AF MIE MØLBAK

Svineri får Tidendes læsere op af stolene

Den store forårsrengøring af Bornholm ruller nu på fjerde døgn, og mange bornholmere har allerede fattet skraldesækken og støvsuget naturen for skrald på deres vej. Andre er gået til tasterne og har delt deres mening om affald i naturen, på kysterne og i byerne.

Senest har Bornholms Tidende spurgt læserne på Facebook om, hvad man kan gøre for at få folk til at smide affald på steder, hvor det ikke hører hjemme.

Mange mener, at flere skraldespande er en løsning, der ligger ligefor.

– Kommunen kunne sætte de skraldespande op på stranden, som man plejer at gøre. På Antoinette står der normalt fem skraldespande, nu er der én til hele stranden, skriver Peter Bredahl Paulsen i en facebookkommentar.

– Det skriger til himlen. Enhver kan jo tænke sig til at skraldet havner i naturen, når man ikke sætter skraldespande op.

En anden løsning kunne ifølge facebookbrugerne være at dele bøder ud i større stil, end man praktiserer i dag.
– Helt klart bøde, og gerne én der kan mærkes, skriver Michael Hausgaard.

Opdragelse

Andre mener, at man skal sætte ind med opdragelse, hvis man vil løse problemet.

– Forældre, men også alle os andre, har den største opgave. Vi skal lære den næste generation at opføre sig som naturens gæster. Børn gør ikke altid, det vi siger, men de lærer af det, vi gør, skriver Inga Westerdahl Nielsen.

Facebookbrugerne har blandet held med at opdrage voksne mennesker, der smider affald fra sig.

– Jeg gjorde engang en ung kvinde opmærksom på, at hun tabte noget papir på Store Torv. Først var hun tungnem, og lod som om, hun ikke forstod. Men da jeg nævnte det tredje gang, samlende hun det op. Hvad hun efterfølgende gjorde, ja det så jeg ikke. Jeg håber dog, hun forstod budskabet, skriver Steffen Allan Poulsen.

Også Elsebeth Kofoed Bech sværger til metoden:

– Det er dæleme en brist i folks opdragelse. Jeg plejer at spørge dem, der smider papir og lignense fra sig, hvem der kommer og rydder op efter dem?

– Det gør jeg også, og ved du hvad, svaret ofte er fra unge mennesker? "Jeg betaler skat" Og så bliver jeg virkelig vred, supplerer Pia Rifbjerg.

Skraldeugen

Og så er der dem, der tager sagen i egen hånd, som Lillian Børgesen:

– Vi har altid en sort sæk med, når vi er på tur. Vi ved, at det er sparsomt med skraldespande, og så kan de også være fulde, og så ligger der skrald ved siden af. Desværre. Tag det dog med hjem.

Bornholms Tidende opfordrer til at gøre som Lillian Børgesen: Tag en skraldepose med, når du går en tur i sommervejret, og saml det affald op, du kommer forbi. Hvis du samtidig tager et billede fra turen af dig selv og/eller dine følgesvende og sender det til Bornholms Tidende, er du med i konkurrencen om en middag for to på Kadeau og tre kurve med bornholmske lækkerier.

Sådan vinder du en middag på Kadeau

– Tag en affaldspose i hånden og gå ud i naturen eller på gaden og saml skrald.

– Dokumentér skraldeturen med et foto af dig selv og/eller dine følgesvende og send det til Bornholms Tidende.

– Det bedste foto vinder en middag og dertilhørende vinmenu for to personer på Kadeau. Derudover trækker vi lod blandt alle deltagere om tre kurve med bornholmske lækkerier.

–Du kan sende dit billede på mail til redaktion@bornholmstidende.dk, i en besked til facebook.com/bornholmstidende eller bruge #skraldeugen på Instagram

– Husk at skrive, hvor billedet er tager og gerne cirka hvor meget skrald, du har samlet på stedet.

SENESTE NYHEDER

19. JUN 2018 • 16:20
Madskole mangler børn
19. JUN 2018 • 15:50 FOR ABONNENTER
Jagten på dialekten
19. JUN 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste