Molslinjen har indgået aftale med idrætten på Bornholm
Foto: Allan Rieck

17. MAJ 2018 • 10:53 • AF TOMMY KAAS

Molslinjen har indgået aftale med idrætten på Bornholm

Idrætten på Bornholm får fordelagtige rejsevilkår, når Molslinjen til september overtager færgebetjeningen af Bornholm under navnet Bornholmslinjen.

DBU Bornholm, DGI Bornholm og Bornholms Idrætsråd har onsdag underskrevet en aftale med rederiet, som giver bornholmske sportsfolk fleksible billetter.

Aftalen gælder således, at sportsfolkene får billetter, som kan flyttes mellem afgangene.

For de sportsfolk, der i dag rejser gratis med rederiet Færgen, bliver der ikke tale om lige så gode forhold, idet der ikke er tale om gratis billetter til Bornholmslinjen.

De får til gengæld adgang til de samme billige billetter som alle andre, pointerer Molslinjens kommercielle direktør Jesper Skovgaard over for Bornholms Tidende.

– Vi vil gerne støtte de idrætsaktiviteter, som finder sted på Bornholm, og derfor er vi glade for at indgå den her aftale, siger han.

– Idrætten har behov for at rejse meget, og den har behov for, at der er knyttet en særlig fleksibilitet til de billetter, som de køber. Det giver aftalen dem, fortæller Jesper Skovgaard, som glæder sig over den dialog, som rederiet har haft med den bornholmske sportsverden.

– Det starter et utrolig godt samarbejde, siger han.

– Så vi har stor ros til DGI Bornholm, DBU Bornholm og Bornholms Idrætsråd for deres tilgang.

I aftalen er Jesper Skovgaard særligt glad for, at den rummer alle bornholmske idrætsfolk – uanset om man er fodboldspiller eller bueskytte.

Ikke samme vilkår som Færgen
Bornholmslinjen har ikke de samme lukrative vilkår i udregningen af gennemsnitsprisen på billetter, som rederiet Færgen har haft.

Bornholmslinjen kan således ikke trække gratis billetter fra i det regnestykke, hvor rederiet skal udregne og ramme en fastlagt gennemsnitspris.

Det kan være en medvirkende årsag til, at rederiet ikke på samme måde kan dele rundhåndet ud af gratis billetter.

SENESTE NYHEDER

22. MAJ 2018 • 16:27 FOR ABONNENTER
Tirsdagens leder: Hvor er Winni Grosbøll?

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste