300 kamps-jubilar og fødselar: Det havde nok kostet, hvis jeg havde brændt
Claudi Espersen fejrede lørdag sin kamp nr. 300 for NB Bornholm med en scoring i 8-1 sejren over Prespa (Arkivfoto)

7. MAJ 2018 • 17:55SPORT • AF KJELD LUNDBÆK OG KASPER RASMUSSEN

300 kamps-jubilar og fødselar: Det havde nok kostet, hvis jeg havde brændt

Den rutinerede Claudi Espersen fejrede lørdag sin kamp nr. 300 for NB Bornholm med en scoring i 8-1 sejren over Prespa – samme dag som han fyldte 32 år. Det er derfor svært at forestille sig en bedre måde at fejre dagen.

– Det er altid godt at vinde, og at det lige blev 8-1 er selvfølgelig rart. Vi får et hurtigt mål, og det knækker dem. Det er helt tydeligt. Men vi var også klar på dagen, og vi spillede noget rigtig god fodbold i dag. Hvis vi kan spille på den her måde hver gang, så ser det rigtig godt ud.

Da Marcin Mlynarski blev nedlagt i gæsternes straffesparksfelt, blev forseelsen korrekt takseret til straffe af kampens dommer, Morten Hjorth Hansen. Normalt er det enten Kacper Stukonis eller Martin Kjær Andersen, der sparker fra 11 meter-pletten. Men lørdag fik Claudi Espersen lov, og han gjorde det sikkert til 5-0.

– Jeg fik lov at sparke, fordi jeg både kunne fejre jubilæum og fødselsdag. Nu har jeg jo prøvet og sparke før, men det havde da nok kostet lidt ekstra, hvis jeg havde brændt, medgiver han.

Claudi Espersen har prøvet det meste i NB Bornholm. Han har som den eneste af de nuværende spillere været med i truppen lige siden oprykningen i 2007, og han har stort spillet samtlige pladser på holdet.

– Ja, jeg tror, den eneste plads, jeg mangler er Morgans plads som venstre back. Ellers tror jeg, at jeg har været hele vejen rundt. Også målmand.

De skiftende roller har han ikke noget problem med:

– Det er egentlig fint nok for mig. Jeg har affundet mig med, at der skal være plads til de nye, og jeg kan ikke blive ved på samme måde, også fordi jeg lige er blevet far, ligesom jeg har et fuldtidsjob ved siden af.

Derfor accepterer han også, at der nogle gange kommer en københavner hjem og tager hans plads på holdet:

– Ja, sådan er det, men det har vi været vant til gennem mange år. Det er en del af at spille på vores hold, og sådan bliver det ved med at være.

Næste store udfordring for NB Bornholm bliver næste lørdag, hvor bornholmerne tager imod topholdet Union. Selv om Claudi Espersen ikke selv kan spille den dag, er han overbevist om, at det igen bliver et stærkt hold, NB Bornholm stiller med.


Mest læste