Overskud på idrætsskolen gør fornyelse mulig
Foto: Jens-Erik Larsen

21. APR 2018 • 20:06 • AF MADS WESTERMANN

Overskud på idrætsskolen gør fornyelse mulig

Det er ikke kun elevtallet, der er stabilt på Bornholms Frie Idrætsskole.

Skolens ledelse kunne på den ordinære generalforsamling tirsdag aften også præsentere et regnskab, som revisor Ivan Qvist udtrykte beundring for.

– Det er ikke alene et meget detaljeret regnskab. Det er også et flot resultat, sagde han ved sin gennemgang af regnskabet, hvor han kunne fortælle de fremmødte forældre, at skolen i det seneste regnskabsår har haft et overskud på 433.458 kroner.

Det er godt 33.000 kroner mere end budgetteret, og knap 200.000 højere end forrige regnskabsår.

– Det er fint, set i lyset af alle de investeringer, der er foretaget, sagde Ivan Qvist.

Hovedparten af skolens indtægter kommer fra statstilskud og forældrebetaling, men det årlige cykelsponsorløb har også bidraget pænt på indtægtssiden, der samlet viste en omsætning på godt 14,6 millioner kroner.

Udgifter
På udgiftssiden, er lærerlønninger langt den største post. Den udgør knap 8,3 million kroner.

Hertil kommer lønninger til skolens ledelse og til teknisk- og administrativt personale, som tilsammen udgør godt 1,6 millioner kroner, således at lønninger i alt runder 9,9 millioner kroner om året.

Øvrige omkostninger, der eksempelvis dækker undervisningsmaterialer, bygningsvedligehold, efteruddannelse og indkøb af råvarer til skolemadsordningen udgør tilsammen cirka 3,9 millioner kroner.

Omsætning minus udgifter giver et bruttoresultat på 800.000 kroner, der yderligere reduceres af udgifterne til renter på skolens gæld. De udgør i alt 367.000 kroner.

Den langfristede gæld udgør knap 5,6 millioner kroner og den kortfristede gæld er på knap 3,4 millioner kroner.

Tilsammen er det cirka 8,9 millioner kroner, hvilket er cirka 550.000 kroner mindre end ved udgangen af sidste regnskabsår.

Det er blant andet er et kortfristet banklån på godt 800.000 kroner blevet afviklet, samtidig med at de langfristede gældsforpligtelser kun er blevet øget med cirka 90.000 kroner, selv om skolen har foretaget store investeringer.

Solidt
Det efterlader skolen med en egenkapital på godt to millioner kroner, og med nogle nøgletal, der overordnet tegner et billede af en solid, men ikke prangende økonomi.

– Skolen har en god og stabil økonomi, der muliggør kontinuerlig fornyelse og forbedring af eksisterende lokaler og udendørsarealer, lød konklusionen fra bestyrelsesformand Flemming Munch Hansen.

Eleverne har selv været med til at bidrage til det gode resultat, blandt andet gennem cykelsponsorløbet.

SENESTE NYHEDER

16. OKT 2018 • 07:01 FOR ABONNENTER
Nyt samarbejde skal styrke integrationen
15. OKT 2018 • 18:52 FOR ABONNENTER
Svedig fest og nye trin
15. OKT 2018 • 17:08 FOR ABONNENTER
Valentinos er tilbage: Vi kan ikke undvære det

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste

12. OKT 2018 • 18:32 FOR ABONNENTER

Viking og Tejn mødes i første lokale opgør i e-sport

11. OKT 2018 • 14:05 FOR ABONNENTER

Pigefodbold er igen blevet populært på Bornholm