De skal skabe nye oplevelser: Bornholm uddanner 27 fødevareguider
Gaarden i Melsted. Foto: Berit Hvassum

17. APR 2018 • 08:58 • AF TOMMY KAAS

De skal skabe nye oplevelser: Bornholm uddanner 27 fødevareguider

27 nye smags- og fødevareguider ved at blive uddannet. Det er Gourmet Bornholm, der sammen med madkulturhuset Gaarden har lavet et uddannelsesforløb, som i midten af maj måned udklækker de nye guider.

Kursisterne får undervisning om både sensorik (videnskaben om sansernes virkemåde) men også om formidlingsteknik, antropologi, oplevelsesøkonomi, markedsføring, lovgivning, fødevaresikkerhed og meget mere.

Efter 12 undervisningsgange er der eksamen, hvor kursisterne skal forholde sig til formidling til en specifik målgruppe.

Det fortæller ekretariatschef Mikkel Bach-Jensen fra Gourmet Bornholm.

– Ideen er grundlæggende at levere relevant viden, så producenter og spisesteder kan blive dygtigere til at skabe vækst og en sund økonomi, når der for eksempel kommer en gruppe, som ønsker en rundvisning eller når der skal udvikles en aktivitet til en madfestival eller en event, forklarer han.

– Nogle af smags- og fødevareguiderne kan også hjælpe for eksempel turistgrupper og dermed overtage formidlingen på et producentbesøg, hvis producenten ikke har mulighed for selv at formidle. Men på den lidt længere bane er kurserne en slags test for de tilbud, som skal ligge i et nationalt ressourcecenter for maddannelse og oplevelsesøkonomi. Så kursisterne er en slags forsøgskaniner for os, og vi tillader os at prøve en række forskellige formater af på dem.

Det er Gaardens formidlingschef Thomas Guldbæk, der er uddannelsesleder for de kommende guider, og han er gået begejstret til opgaven.

– De her 27 dejlige kursister får virkelig meget viden med sig, og det skal blive spændende at se, hvordan de kan bruge det fremadrettet. Bornholm har mange besøgende og vi er gode til fødevare-oplevelser, så det har været en helt naturlig udvikling at lave den her uddannelse, siger Thomas Guldbæk.

Smags- og fødevareguide-uddannelsen er en del af fødevare-klyngeprojektet og koordineret med relevante aktører og aktiviteter på Bornholm – blandt andet den kommende Kulinarisk ø – Bornholms Madfestival, oplyser Gourmet Bornholm.

Kursisterne har sidste undervisningsgang den 5. maj og eksamen den 17. og 18. maj.

– Og så er de ellers klar til at give sæsonens gæster nye fødevareoplevelser, lyder det.

SENESTE NYHEDER

13. DEC 2018 • 18:08
Marianne tager afsked med Svaneke
13. DEC 2018 • 15:29 FOR ABONNENTER
Bo42 vil øremærke boliger til virksomheder
13. DEC 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald
13. DEC 2018 • 12:34 FOR ABONNENTER
Stor-Nexø er muligt. Rønne kan knapt nok blive større

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste