Bornholms Politi vil bruge fotovogn og hastighedsmåler i døgndrift
Foto: Rådet for Sikker Trafik

9. APR 2018 • 09:00 • AF SOFIE EJDRUP

Bornholms Politi vil bruge fotovogn og hastighedsmåler i døgndrift

I omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der blevet kørt for hurtigt i forhold til fartgrænsen eller vejr- og vejforholdene, viser tal fra Vejdirektoratet.

Og det er alt for mange, mener Bornholms Regionskommune og Rådet for Sikker Trafik, der med en ny kampagne vil have flere trafikanter til at overholde fartgrænserne.

Kampagnen ”Sæt farten ned før det er for sent” begynder mandag og varer tre uger frem. I perioden vil Bornholms Politi benytte deres fotovogn og hastighedsmåler i stort set døgndrift, fortæller Niels Christensen, som er leder af det kredsdækkende beredskabs og færdselsafdelingen ved Bornholms Politi.

– Der er nogle strækninger, hvor vi ved, at der bliver kørt for stærkt. Det drejer sig især om Rønnevej, Aakirkebyvej og Sønderlandevej. Også Stavsdalsvej, Nordre Kystvej, Munch Petersensvej og Birgersvej har bilisterne en tendens til at køre for stærkt, fortæller Niels Christensen og tilføjer, at politiet især vil være tilstede med fotovogn og hastighedsmåler dér.

Hvertredje kører for stærkt
Sidste år spurgte Rådet for Sikker Trafik 1.472 bilister, hvor hurtigt de kører på landevejene. Hver tredje svarede, at de ofte eller nogle gange kører 95 km/t. på strækninger, hvor man maksimalt må køre 80 km/t. En del af bilisterne forklarer det med, at de følger trafikken eller ikke holdt øje med deres fart.

– Når man kører bare lidt for stærkt, så skal man bruge markant flere meter på at bremse, hvis der sker noget uforudset. På en landevej kan der fx pludseligt komme en bil, cykel eller et barn ud fra en sidevej eller udkørsel, og der er det vigtigt, at man kan nå at bremse, før det er for sent, udtaler Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Fartulykker er dyre
Udover de store menneskelige omkostninger ved fartulykker, har for høj fart og ulykkerne på vejene også en økonomisk betydning.

De gennemsnitlige samfundsøkonomiske omkostninger per personskade i trafikken er på 4,6 millioner kroner.

Det er for eksempel udgifter til politi- og redningsarbejde, hospitals- og plejeudgifter, manglende skatteindtægter, oplyser Bornholms Regionskommune.

Se kampagnen her.

SENESTE NYHEDER

22. APR 2018 • 18:21
Wauw, den bliver stor den havn
22. APR 2018 • 15:01 FOR ABONNENTER
En ny plads i Slotslyngen skal gøres festivalklar
22. APR 2018 • 07:03
I dag bliver der samlet affald

MEST LÆSTE BORNHOLM

22. APR 2018 • 07:03
I dag bliver der samlet affald

Mest læste