Historisk dag for Nexø: Moleprojektet er sat på skinner
Arkivfoto: Berit Hvassum

22. MAR 2018 • 19:30 • AF JAKOB MARSCHNER

Historisk dag for Nexø: Moleprojektet er sat på skinner

Nexø Mole-projektet er kommet på skinner. Og hvis det bliver på skinnerne, skal Nexøs borgere inden så længe gå ned på havnen, når de vil på biblioteket eller får brug for kommunens borgerservice.

Det står klart, efter at kommunalbestyrelsen torsdag aften i enighed besluttede at gøre de to kommunale faciliteter til en del af det kommende Nexø Mole-projekt. Den hidtidige plan om at lade Nexø følge flere andre bornholmske byer ved at flytte bibliotek og borgerservice til Paradisbakkeskolen blev dermed samtidig kasseret.

– Det er et projekt, som vi har støttet fra starten. Vi bakker det til fulde op, og det er også meget glædeligt at se, at det er faldet i god jord hos de foreninger i Nexø, der har arbejdet med det her, sagde Carsten Svcheibye (V).

– Det er med stor glæde, at jeg som nexøbo kan deltage i det her møde og stemme for dette projekt, sagde Knud Henrik Folkmann (DF), der sad ind som suppleant of vikar for partifællen Torben Rønne-Larsen.

Hele øvelsen ser ud til at koste kommunen lige godt 4,2 millioner kroner. De 3,9 millioner er et engangsbidrag til projekt Nexø Mole, som kommunen i modsatte fald skulle have sat af til at flytte bibliotek og borgerservice til skolen. Hertil kommer flytteudgifter, der er sat til 340.000 kroner.

Som noget nyt kan Bornholm dermed få et bibliotek i en bygning, som kommunen ikke ejer. I stedet kommunen leje bibliotek og borgerservice ind på Nexø Mole for en husleje på lige over 20.000 kroner om måneden.

Torsdag vedtog kommunalbestyrelsen desuden at sætte gang i det planarbejde, der bliver nødvendigt for, at ingeniørfirmaet MOE kan gå i gang med at bygge DLG's gamle bygninger om, skabe et helt nyt byområde i Nexø, og binde byen sammen med havnen.

Med Nexø Mole-planen lægger MOE op til den mest gennemgribende forandring i Nexø i nyere tid. Også ferielejligheder, et hotel, en markedshal, en restaurant og måske et kulturhus er en del af planerne, som Nexøs toneangivende foreninger i enighed står bag.

Torsdag aften i kommunalbestyrelsen var der da også et stænk af historiens vingesus at høre i flere kommentarer fra glade politikere.

– Vi synes, at det er dejligt, at Nexø får mulighed for at opgradere lidt. Vi synes, at det er rigtig godt at få mulighed for at give et løft. Og jeg vil så bare som et ekko sige til Nexø: Pas nu på, at I ikke lukker jer om jer selv, for vi er en hel ø, sagde Morten Riis (EL) med et smil.

SENESTE NYHEDER

13. DEC 2018 • 18:08
Marianne tager afsked med Svaneke
13. DEC 2018 • 15:29 FOR ABONNENTER
Bo42 vil øremærke boliger til virksomheder
13. DEC 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald
13. DEC 2018 • 12:34 FOR ABONNENTER
Stor-Nexø er muligt. Rønne kan knapt nok blive større

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste