Leif Olsen efter vedtaget trafikplan for campus: Vi har ikke løst alle problemer
Arkivfoto: Berit Hvassum

22. MAR 2018 • 18:38 • AF JAKOB MARSCHNER

Leif Olsen efter vedtaget trafikplan for campus: Vi har ikke løst alle problemer

Den meget omdiskuterede plan for, hvordan trafikken skal forløbe omkring det kommende Campus Bornholm blev torsdag aften i kommunalbestyrelsen vedtaget, som den var blevet lagt frem.

Som formand for natur- og miljøudvalget erkendte Leif Olsen (SF) dog, at planen ikke løser alle de problemer, der vil opstå ved, at en stor mængde trafik skal ledes ind i et boligområde.

– Der findes ikke en god løsning. Der findes dårlige og meget dårlige løsninger, sagde han.

Undervejs har der været kritik af, at borgermødet om sagen ikke flyttede alverden. Det forstod Leif Olsen på den ene side godt. På den anden side var han uenig.

– Mange føler, at borgermødet var det rene pjat. Det forstår jeg godt, men det passer ikke. Det borgermøde flyttede faktisk en del. Men borgermødet har selvfølgelig ikke løst det grundlæggende problem med, at vi skal have en stor mængde trafik ind i et beboelsesområde, sagde Leif Olsen.

– Vi har søgt det bedst mulige for trafiksikkerheden, og det opnår vi bedst muligt ved at separere hård og blød trafik. Men det betyder ikke, at vi har løst alle problemer.

Blandt de endnu ikke løste problemer er en mangel på parkeringspladser. Som tidligere omtalt i Bornholms Tidende kan campus ikke regne med at råde over alle de pladser ved Rønne Idrætscenter, som campus oprindeligt havde gået ud fra.

– Det er egentlig ikke kommunens problem, men det er klart, at vi vil prøve at løse det problem sammen med campus. Der er nogle muligheder, men det er noget, som primært bygherren skal se på, sagde Leif Olsen.

Kun Socialdemokratiet og Enhedslisten tog også ordet, da sagen blev behandletIngen af kommunalbestyrelsens borgerlige partier havde noget at føje til.

At åbne til Ringvejen, at lukke ud til Borgmester Nielsenvej og at indføre nye buslommer på Borgmester Nielsenvej ved Smallesund er permanente løsninger, der bliver sat i værk for trafiksikkerheden. Det er bærende piller i planen og står ikke til at rokke. Det gør derimod en del andre dele af planen.

– Nogle spørger så, om vi ikke bare kan lave noget midlertidigt. Og det gør vi faktisk, for langt de fleste initiativer er midlertidige. Det er noget, som vi kan evaluere, og det vil vi gøre. Hvad vi derimod ikke kan ændre er de tre bærende dele af planen for at sikre trafiksikkerheden i området, sagde han.

Et nyt borgermøde vil nu præsentere den endelige plan for beboere og andre interesserede. Umiddelbart herefter vil planen blive sat i værk.

SENESTE NYHEDER

10. DEC 2018 • 17:04 FOR ABONNENTER
Minister slår bak: T-foil skal med i Express 1-undersøgelse

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste