Bornholmer åbner Stâuan i København: Vi savnede sådan et sted
Fotos: Flemming Lyng

20. MAR 2018 • 20:18 • AF TOMMY KAAS

Bornholmer åbner Stâuan i København: Vi savnede sådan et sted

Louise Kofoed har åbnet en bornholmsk café midt i København, og hvor interiør og menu vækker masser af genklang for bornholmere, der kigger forbi, så gør navnet på facaden det også.

Caféen bærer nemlig navnet Stâuan.

Den ligger på Gammel Strand med kanalen lige over på den anden side af en vej, der snart bliver bilfri, så der bliver endnu mere plads til caféliv og grøn beplantning.

Og inden for i Stâuan er nøgleordet, at det skal være hyggeligt.

Det fortæller Louise Kofoed, der er datter af Lone og Hans Henrik Kofoed fra Østerlars Savværk, i den nyeste udgave af magasinet Din Ø.

– Det skulle være et sted, der afspejlede mig selv, et sted, hvor jeg selv havde lyst til at komme. Det skulle ikke være så strømlinet, fortæller hun.

Med blomstrede sofaer, små kroge og bornholmsk træ på væggene er missionen lykkedes. Stâuan er kommet godt fra start.

– Vi savnede et fyraftenssted, hvor man kunne gå hen en tirsdag og få lidt snacks, uden det behøvede at koste 250 kroner per person, siger Louise Kofoed om tankerne bag åbningen af Stâuan.

Sammen med medejeren Anna Hoxer Johansen har hun mod på mere – og gerne på Bornholm.

– Anna har også virkelig meget lyst til, at vi åbner et sommersted på Bornholm med nogle hængekøjer og noget hygge til cykelturisterne, der lige kan køre forbi og få en lille én, siger hun.

– Det er jo så forfærdeligt, at når man åbner ét sted, har man allerede lyst til at åbne det næste.

Lige nu handler det dog om for Louise Kofoed og hendes kompagnon, der begge er omkring de 30, at løbe Stâuan i gang.

Men det er kun begyndelsen, hvis det står til den unge iværksætter.




SENESTE NYHEDER

19. JUL 2018 • 16:39 FOR ABONNENTER
Dyre lægevikarer giver økonomisk hovedpine på hospitalet
19. JUL 2018 • 13:50 FOR ABONNENTER
Jacob stresser af med økoæg: Landbruget er min sportsgren

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste