DM-guld til Anna: Nu kæmper hun med skade før VM
Foto: DAF

19. MAR 2018 • 07:37SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

DM-guld til Anna: Nu kæmper hun med skade før VM

Den bornholmske Sparta-løber Anna Holm var ikke uventet et niveau over sine konkurrenter, da der i lørdags blev løbet om det danske mesterskab i 10 kilometer på landevej ved Middelfart.

Hun stak af fra start og var med 34,57 min. knap et minut foran sølvvinderen Sissel Møller (AGF).

– Det var virkelig slemt vejr at løbe i i dag. Jeg havde overvejet bare at lægge mig i førergruppen, men et par minutter før start bestemte jeg mig for at løbe mit eget løb. Jeg har trænet hårdt de seneste uger, hvor jeg har været oppe på 150 kilometer om ugen, og det kunne jeg godt mærke i dag.

– Men jeg er meget tilfreds med at løbe under 35 minutter under disse omstændigheder, siger Anna Holm til Dansk Atletik Forbunds hjemmeside.

DM-løbet var en god generalprøve før VM i halvmaraton i Valencia i næste weekend, men senere på dagen blev der sået tvivl om Anna Holms start i Spanien, da hun måske har pådraget sig en fiberskade.

Det er endnu for tidligt at sige noget om skadens omfang. Nu står den på behandling de kommende dage.

Mest læste