Vækst hos installatører
Foto: Steffen Ortmann

12. MAR 2018 • 16:30 • AF FLEMMING KOFOED

Vækst hos installatører

Omsætningen steg i 2017 med 3,2 procent hos el- og vvs-installationsvirksomheder i Region Hovedstaden – herunder også på Bornholm.

Og selv om det er blevet vanskeligere at skaffe den nødvendige arbejdskraft, så forventer brancheforeningen Tekniq, at væksten i branchen vil fortsætte de kommende år.

Der er godt gang i byggeriet på Bornholm. Det smitter af på el- og vvs-installationsvirksomhederne, som dermed følger udviklingen i resten af Region Hovedstaden, der i 2017 oplevede en stigning i omsætningen på 3,2 procent – fra 19,7 til 20,3 milliarder kroner – i forhold til året før. Det er højere end landsgennemsnittet på 2,9 procent.

– Det er positivt, at de bornholmske virksomheder gradvist får mere at lave – også fordi det ser ud til, at der er tale om en stabil opadgående kurve, der kan mærkes på hele øen, fortæller Kurt Sjøholm, Knudsker El og medlem af Tekniq-råd Hovedstaden, som repræsenterer regionens el- og vvs-installationsvirksomheder.

– Vi kan se, at bornholmernes lyst til at investere i deres hjem er stigende, og det samme er erhvervslivets investeringslyst. Begge dele er med til at fylde installatørernes ordrebøger, tilføjer han.

Tekniq forudser, at væksten vil fortsætte de kommende år. På landsbasis forventer man således en vækst i branchen på henholdsvis 3 procent i 2018 og 2,5 procent i 2019.

– Skal det lykkes at fastholde væksten på Bornholm på længere sigt, vil det dog være nødvendigt at trække mere arbejdskraft til øen. For selv om el- og vvs-installationsvirksomhederne har været dygtige til bl.a. at ansætte stadig flere lærlinge, så kan vi godt mærke, at det gradvist bliver sværere at skaffe hænder nok, siger Kurt Sjøholm og uddyber:

– Derfor skal vi også arbejde målrettet på at få flere dygtige unge til at vælge en erhvervsuddannelse – og gerne som elektriker eller vvs’er.

SENESTE NYHEDER

23. MAJ 2018 • 20:21 FOR ABONNENTER
Socialudvalgets formand: Botilbud skal være det rette
23. MAJ 2018 • 16:15 FOR ABONNENTER
Lejerbo: Vi forhandler med en mulig køber
23. MAJ 2018 • 16:10 FOR ABONNENTER
Boligforening på randen af konkurs

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste