Bedre toiletter på vej på havnen
Foto: Jens-Erik Larsen

9. MAR 2018 • 05:31 • AF MADS WESTERMANN

Bedre toiletter på vej på havnen

Bade- og toiletfaciliteterne på Hasle Havn skal have en opgradering.

Det besluttede Bornholms Regionskommunes natur- og miljøudvalg på sit møde mandag.
Her anbefalede udvalget, at der afsættes 350.000 kroner til at gøre de sanitære faciliteter på havnen mere tidsvarende.

Og det er ifølge de kommunale embedsmænd stærkt tiltrængt.

Den røde servicebygning på Hasle Havn, som udover at rumme toilet- og badefaciliteter for gæstende lystsejlere og havnens andre brugere, også huser havnefogedens kontor, fremstår stort set, som da den blev opført.

Det blev den i 1986, som en del af den omfattende udvidelse af Hasle Havn, der blev gennemført fra 1982 til 1987.

– Bygningen er meget slidt, umoderne og ufleksibel – og dermed også vanskelig at rengøre, så den fremtræder indbydende for de mange besøgende gæstesejlere, skriver regionskommunens embedsmænd i deres indstilling til udvalget, hvor de også peger på, at indbydende bade- og toiletfaciliteter er vigtige for at kunne tiltrække gæstesejlere.

Selvstændige badeværelser
Toilet- og badefaciliteterne på Hasle Havn er i dag indrettet med toiletter, håndvaske og brusekabiner på række, kun adskilt af såkaldt spanske vægge, som består af tynde træplader, der ikke når ned til gulvet eller op til loftet.

De skal erstattes, så toilet- og baderummene efter ombygningen fremstår som selvstændige moderne badeværelser, med toilet, bruser og håndvask i samme rum.

Det vil, udover at gøre at gøre bygningen mere tidssvarende og indbydende for brugerne, også betyde, at man kan nøjes med at åbne det antal badeværelser, der aktuelt er behov for hen over sæsonen. Dermed kan man spare udgifter til både opvarmning og rengøring i yder- og vintersæsonerne.

De 350.000 kroner, som det forventes, at ombygningen vil koste, foreslår natur- og miljøudvalget hentes i anlægspuljen for havne uden for Rønne.

Det er en pulje, som natur- og miljøudvalget godkendte på sit møde den 30. januar til projekter af denne art.
Med bevillingen til ombygningen og renovering af servicebygningen er der cirka 1,5 millioner kroner tilbage i puljen.

SENESTE NYHEDER

18. DEC 2018 • 16:27 FOR ABONNENTER
Mail til ejendomsmægler: Jeg har mistet tålmodigheden
18. DEC 2018 • 16:05 FOR ABONNENTER
Kommunen giver tilladelse til ny mobilmast
18. DEC 2018 • 14:47 FOR ABONNENTER
Landmænd er truet af konkurs efter år med store tab
18. DEC 2018 • 12:37 FOR ABONNENTER
Keramikerne håbede til det sidste trods røde tal
18. DEC 2018 • 12:34 FOR ABONNENTER
Keramikfabrik konkurs: Vi har prøvet alt

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort