Rønne-Hasles socialdemokrater: Ældreplejen er en stor opgave
Foto: Berit Hvassum

7. MAR 2018 • 10:10 • AF HENRIK NIELSEN

Rønne-Hasles socialdemokrater: Ældreplejen er en stor opgave

Der skal styr på arbejdsmiljøet i den kommunale ældrepleje, mener Jonna Nielsen, som er formand for Socialdemokratiet Rønne-Hasle. Hun ser det som en af kommunalbestyrelsens store opgaver at iværksætte tiltag til gavn for ansatte, brugere og familie.

Det kom frem, da hun aflagde sin formandsberetning til partiforeningens generalforsamling tirsdag aften.

– Der er nogle store problemer, der skal tages fat på i den nye kommunalbestyrelse. Derfor skal den have, og har, fokus på problemstillingen med det dårlige arbejdsmiljø, som har været omtalt i medierne. Men det er klart, at man først og fremmest må få analyseret, hvor problemerne opstår, lød det fra Jonna Nielsen, der til hverdag arbejder som faglig sekretær i 3F.

Netop ældreplejen kom til at fylde meget i valgkampen op til kommunalvalget i november, og Jonna Nielsen benyttede generalforsamlingen til at minde sine partifæller om, at det kun var Enhedslisten, som stemte imod budgettet i 2016, som indeholdt en forventet besparelse som følge af en satsning på rehabilitering af ældre.

Bedre end sit ry
Da gruppeformand Thomas Thors aflagde beretning om arbejdet i kommunalbestyrelsen, fortalte han, at det kan være svært at genkende det billede, der blev tegnet af ældreplejen i valgkampen.

– Når vi ser på svarene i en tilfredshedsundersøgelse, vi netop har lavet blandt de ansatte, så viser den, at op mod 75 procent er glade for deres arbejde. Men mange tror samtidig, at det ikke gælder deres kolleger, sagde Thomas Thors.

Han tilføjede, at tilfredshedsundersøgelsen ikke skal være en sovepude. Det er politikernes opgave at tage kritikken seriøst, og den enkelte medarbejder kan sagtens føle et pres for at kunne nå det hele.

– Vi skal gå det igennem og se, om vi kan gøre det anderledes, lød det fra gruppeformanden, som mener, at ældreplejen er bedre end det ry, den fik i valgkampen i november.

Positive beretninger
Også fra dirigent Verner Landin var der roser til den kommunale ældrepleje, og han mener, at socialdemokrater skal være bedre til at fortælle om det gode, ældreplejen gør.

– Jeg er formand for Faglige Seniorer Rønne, hvor vi har 1.100 medlemmer, og jeg hører masser af positive beretninger fra de medlemmer, som har fået hjælp af kommunen, sagde Verner Landin.

SENESTE NYHEDER

21. SEP 2018 • 15:38 FOR ABONNENTER
Rapport: Beboerne er tilfredse med Toftegården
21. SEP 2018 • 14:26 FOR ABONNENTER
Fredagens leder: Så kommer vi til at se meget til Povl Anker
21. SEP 2018 • 14:15 FOR ABONNENTER
Læger ser mange fordele ved at få kommunen ind over

MEST LÆSTE BORNHOLM

20. SEP 2018 • 08:15
Svend Gunnar Kofoed-Dam er død
20. SEP 2018 • 13:15
Siff er kommet hjem
20. SEP 2018 • 07:08
Rønne Havn tager form

Mest læste