Borgerservice holder otte lukkedage frem til maj
Foto: Jens-Erik Larsen

14. FEB 2018 • 08:46 • AF TOMMY KAAS

Borgerservice holder otte lukkedage frem til maj

Kommunens frontpersonale i Borgerservice og ydelser på Landemærket i Rønne skal på efteruddannelse i blandt andet kommunikation, samarbejde og konflikthåndtering.

Derfor bliver der lukket for borgerhenvendelser på Landemærket syv dage og i Nexø en dag i perioden fra februar til maj i år.

De otte lukkedage falder på følgende datoer:

Mandag den 19. februar
Torsdag den 8. marts
Fredag den 16. marts
Torsdag den 22. marts
Onsdag den 4. april (Borgerservice i Nexø er lukket)
Tirsdag den 17. april
Torsdag den 3. maj
Mandag den 28. maj

Det oplyser kommunen.

Leder af Borgerservice og ydelser, Pernille Wedel, fortæller:

– Hos Borgerservise og ydelser har vi ansvar for store og ofte komplekse myndighedsområder. Det drejer sig om f.eks. pas, kørekort og vielser, lige som vi har snitflader i forhold til både SKAT og Udbetaling Danmark. Samtidig er vores medarbejdere i høj grad regionskommunens ansigt udadtil i kontakten med borgerne, og derfor er et fælles syn på service og en ensartet praksis omkring god kommunikation, samarbejde og konflikthåndtering meget vigtig.

Borgerservicemedarbejderne er en blandet gruppe i forhold til uddannelsesmæssig baggrund. Men nu skal de alle gennemgå en tematisk efteruddannelse, som har til formål at højne og udvikle service i forhold til de af kommunens borgere, der enten kommer eller ringer til Borgerservice.

Der er sket meget i forhold til forståelsen, af hvad god service er bare de seneste 10 år, ikke mindst i lyset af de mange digitaliseringsbølger, som Borgerservice har skullet agere i som følge af landspolitiske beslutninger, forklarer Pernille Wedel.

– De store faglige krav til opgaveløsning såvel som til korrekt vejledning af borgerne kræver, at vores medarbejdere hele tiden er opdateret, og derfor er det en stor glæde for os, at alle medarbejdere deltager i dette uddannelsesforløb. Bagefter har vi et fælles udgangspunkt for vores arbejde med de mål, som vi har opstillet i bl.a. Beskæftigelsesplan 2018.

Den kan alle gå ind og læse på kommunens hjemmeside eller få udleveret i centeret.

– Vi har fået en enestående mulighed for at sende 16 medarbejdere af sted samtidig på en akademiuddannelse, fordi uddannelsesinstitutionen Metropol har kunnet søge midler til videreuddannelse af medarbejdere i Jobcentrene via Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR, fortæller Pernille Wedel.

24. FEB 2018 • 09:43

Udsolgt trommekoncert

24. FEB 2018 • 09:20 FOR ABONNENTER

2012 – året hvor noget gik galt

24. FEB 2018 • 09:15

Det er glat derude

Mest læste