Bornholmer skrev sportshistorie – men fik forventede klø i finalen
Foto: Jens-Erik Larsen

13. FEB 2018 • 07:21SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

Bornholmer skrev sportshistorie – men fik forventede klø i finalen

Claus Andreasen fra Rønne Billard Klub skrev i weekenden et lille stykke bornholmsk billardhistorie, da han som den første bornholmer nogen sinde spillede en individuel finale om et dansk mesterskab.

Det var den svære carambole-disciplin cadre 7 1⁄2, som stod på programmet i Vordingborg.

Lad det være sagt med det samme – Claus Andreasen tabte finalen mod europamesteren Anders Henriksen fra Vordingborg, hvilket i sig selv ikke var noget overraskende resultat. Men at bornholmeren skulle gå helt til finalen, det var der ikke mange, der havde set komme.

Ganske som ventet tabte Claus Andreasen lørdagens første puljekamp mod netop Anders Henriksen, men semifinalen kom alligevel i hus med en overbevisende sejr i dagens anden kamp mod Frank Valsted fra Hedehusene.

Søndagens semifinale stod mod Morten Færgemann, som med solidt spil havde vundet begge sine kampe i den anden pulje. Men igen leverede Claus Andreasen en meget overbevisende indsats og sejrede sikkert. Dermed var vejen banet for den første DM-finalekamp med bornholmsk deltagelse.

Selve finalen blev en ret ensidig affære, idet Anders Henriksen allerede i udlægget satte ny dansk rekord med en serie på 129 point, og så var den kamp bare en formsag for mesteren at køre hjem.

Claus Andreasen fik aldrig chancen for at få gang i det seriespil, som ellers havde fungeret rigtig godt i de foregående kampe.

Trods finalenederlaget var det dog en tilfreds Rønne-spiller, der satte kursen hjem mod Bornholm:

– Jeg kan kun være yderst tilfreds med turneringen. Der er trods alt en verden til forskel på en spiller, der har vundet europamesterskabet, ca. 20 danske mesterskaber, til daglig spiller i den stærke franske liga og træner med de bedste i Europa, får økonomisk støtte af Team Danmark og Den Dansk Billard Union plus lidt flere, og så mig, der har et fuldtidsjob, en kæreste og andre ting, der også skal passes.

– Jeg har på ingen måde mulighed for at træne fire-seks timer om dagen, sådan som Anders Henriksen gør.

24. FEB 2018 • 09:43

Udsolgt trommekoncert

24. FEB 2018 • 09:20 FOR ABONNENTER

2012 – året hvor noget gik galt

24. FEB 2018 • 09:15

Det er glat derude

Mest læste