Færgen sætter alle tiders trafikrekord
Foto: Jens-Erik Larsen

9. JAN 2018 • 09:40 • AF TOMMY KAAS

Færgen sætter alle tiders trafikrekord

Nyeste trafiktal fra rederiet Færgen viser endnu en gang vækst for færgetrafikken til Bornholm. På ruten mellem Ystad og Rønne byder 2017 sågar på alle tiders trafikrekord.

Tallene efterlader ingen tvivl om, at opmærksomheden omkring Bornholms turismeprodukt fortsat er enorm, lyder det i en pressemeddelelse fra Færgen.

– Interessen for Bornholm er blevet forstærket væsentligt via prisnedsættelserne uden for højsæsonen, og derudover er det tydeligt, at Bornholm simpelthen har udviklet sig til et fyrtårn inden for dansk turisme, siger Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef hos Færgen.

Her er så meget kvalitet og så meget variation i turismetilbuddet, som oven i købet hele tiden bliver ved med at udvikle sig. Der er ikke noget at sige til, at både danskere, svenskere og tyskere er glade for Bornholm, siger Lindy Kjøller.

Branchens primære trafikparameter i form af antallet af overførte personbiler viser, at i alt 348.371 personbiler blev overført via den foretrukne rute mellem Ystad og Rønne i 2017.

Det er en stigning på 6,6 procent i forhold til 2016, der altså også var et rekordår. På ruten mellem Køge og Rønne er der overført 18.292 personbiler, hvilket er en vækst på 8,5 procent siden 2016.

Endelig er der på ruten mellem Sassnitz og Rønne overført 30.766 personbiler, hvilket svarer til en lille nedgang på 0,1 procent i sammenligning med 2016, oplyser Færgen.

Vækst på samtlige ruter
Hvad angår antallet af passagerer er der vækst at spore på samtlige ruter til og fra Bornholm. Her viser tallene, at 1.448.316 passagerer blev overført via ruten mellem Ystad og Rønne, hvilket er en stigning på 5,3 procent i forhold til 2016.

Mellem Køge og Rønne blev 69.690 passager overført, hvilket er en stigning på 4,2 procent siden 2016. Ruten mellem Sassnitz og Rønne tegnede sig for 107.700 passagerer og en vækst på 0,5 procent sammenlignet med 2016.

Årets trafiktal viser også, at juli 2017 tager prisen som den største rejsemåned nogensinde på ruten mellem Ystad og Rønne.

Prisnedsættelserne på færgebilletter uden for højsæsonen mellem Bornholm og henholdsvis Ystad og Køge blev igangsat den 1. september 2016 med reduktioner på op til 26 procent i forhold til normalen.

Udover prisreduktionerne er Bornholms turismesucces især bundet op på unik natur, gourmet i verdensklasse og ekstraordinære forhold til aktive ferier. Netop disse forhold har Færgen i mange år samarbejdet med Destination Bornholm om at markedsføre både i Danmark og i udlandet.

Også Folkemødet spiller en meget væsentlig rolle i opmærksomheden omkring solskinsøen. Her deltager Færgen nok engang i 2018 som operationel partner for Danmarks største politiske topmøde, lyder det fra Færgen.

SENESTE NYHEDER

16. JAN 2018 • 19:49 FOR ABONNENTER
Bornholms Regionskommune har afvist Arnes klage
16. JAN 2018 • 18:08 FOR ABONNENTER
Synnøve hjalp smeden fra Nylars i hans store sorg
16. JAN 2018 • 15:33 FOR ABONNENTER
Tirsdagens leder: Her har regeringen fat i den lange ende
16. JAN 2018 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

15. JAN 2018 • 19:51
Dorte Larsen fundet død
15. JAN 2018 • 12:00
DMI: Voldsomt vejr på vej
16. JAN 2018 • 04:38
Synnøve Søe er død

Mest læste