Renoveringen har været på stand by i tre år: Der går nemt tre år mere

17. DEC 2017 • 19:32 • AF ANETTE VESTERGAARD

Renoveringen har været på stand by i tre år: Der går nemt tre år mere

Planerne om at istandsætte Aa Kirke har nu været på stand by i tre år, fordi alt vedligehold i kirken kræver særlige tilladelser og i nogle tilfælde også forudgående undersøgelser fra blandt andet Nationalmuseets Kalkningstjeneste.

Det fortæller sognepræst Birgit Friis, der følger det adminstrative arbejde fra sidelinjen.

– Det er menighedsrådet, som jo er frivillige, der står for korrespondancen med de forskellige instanser, og det bruger de rigtig meget tid på, siger Birgit Friis.

Den knap 900 år gamle kirke i Aakirkeby trænger til en gang indvending kalk og en gulvslibning, og så skal oliefyret udskiftes med fjernvarme. Men det er ikke bare sådan lige at få grønt lys til at gå i gang:

– Der er voldsomt mange regler, så snart en bygning er over 100 år gammel, siger Birgit Friis.

Kirketjener David Nestved sagde i denne uge i Bornholms Tidende, at han håber, at den indvendige istandsættelse kan sættes i gang til sommer.

Den tror Birgit Friis dog ikke på.

– Vi har allerede ventet i tre år, og jeg tror nemt, der kommer til at gå tre mere, siger hun.

Mest læste