Nye Borgerlige: Radikalt angreb kostede vores stemmer

22. NOV 2017 • 18:42 • AF TOMMY KAAS

Nye Borgerlige: Radikalt angreb kostede vores stemmer

– Vi vidste jo, at det ville blive svært.

Sådan lyder reaktionen dagen derpå fra Per Frostholm fra Nye Borgerlige.

Partiet, der har under et år på bagen på Bornholm, kom ikke ind i kommunalbestyrelsen ved gårsdagens kommunalvalg, og selv om det er en ærgerlig Per Frostholm, der gør status, så er kampånden intakt.

– Ork ja. Selvfølgelig havde det været rart at komme ind og føre ny borgerlig politik på Bornholm, men om fire år tror jeg på, at vi i mellemtiden er kommet i Folketinget, og det vil give os et talerør, som også vil gavne os lokalt, siger han.

Mange af de stemmer, som Nye Borgerlige gerne ville have haft, blev formentlig sat på René Danielsson fra Dansk Folkeparti, som havde en superaften i går.

– Bente Johansen tog stemmerne fra os, kommenterer Per Frostholm om den radikale politikers angreb på René Danielssons fortid i den højreekstreme gruppe Dansk Front.

– Det var dumt vurderet af hende, mener Per Frostholm.

– Og den gevinst, hvis man kan sige det sådan, fik hun så selv i går, da hun ikke kom ind.

Nye Borgerlige er langt fra tilfredse med, at en socialdemokratisk borgmester fortsætter på Bornholm, men Per Frostholm vil nu bruge tiden på at optimere det organisatoriske setup.

– Det har været lidt hektisk på det seneste, erkender han.

– Næste gang kan vi måske finde lidt flere kandidater og få bygget en ordentlig organisation op, siger Per Frostholm.

SENESTE NYHEDER

12. DEC 2017 • 15:38 FOR ABONNENTER
Tirsdagens leder: Kadeaus redning er godt nyt for Bornholm
12. DEC 2017 • 14:00NAVNE
Dødsfald
12. DEC 2017 • 08:14
Kort strømafbrydelse

MEST LÆSTE BORNHOLM

11. DEC 2017 • 19:30
Nye ejere pumper penge i Kadeau

Mest læste