Tejn IF nomineret til endnu en fornem pris
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.

23. OKT 2017 • 18:33 • AF MADS WESTERMANN

Tejn IF nomineret til endnu en fornem pris

Tejn IF, der for mindre end en måned siden vandt danmarksmesterskabet i foreningsudvikling, er nomineret til Danskernes Idrætspris 2017

Det er en pris, der belønner et projekt, aktivitet eller initiativ, som inspirerer til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark, står der i kriterierne for uddeling af prisen.

Tejn IF er nomineret for sine intiativer med actionsport, som henvender sig til de 9 til 15-årige.

Ved at komme ud i naturen og klatre, sejle i kajak eller mountainbike, får de øjnene op for, at det er sjovt at bevæge sig og få sved på panden, og de mange forskellige aktiviteter betyder, at børnene løbende får mulighed for at prøve nye discipliner.

Det er med til at fastholde deres lyst og motivation, som styrkes yderligere af, at der efter hver træning er fællesspisning. Noget der er med til at skabe godt kammerarskab mellem børnene.

Initiativet med actionsport, som startede denne sommer, har foruden en række engagerede forældre også givet mange nye medlemmer til klubben på nordlandet.

– Kombinationen af natur, udbyggede sociale relationer samt variationen i træningen, viser at man ved at at gå nye veje, kan skabe en succes på meget kort tid og hurtigt øge medlemsskaren samt fastholde eksisterende medlemmer, lyder det blandt andet i dommerkomitéens begrundelse for nomineringen.

Det er en dommerkomité bestående af svømmeren og OL-guldvinderen Pernille Blume, Allan Nyhus, som er DIF Ambassadør, og journalist ved DR P4 København, John Broby Hansen, der, blandt 48 indstillede projekter, har udvalgt Tejn IF og to andre projekter i DR P4 København og DR P4 Bornholms område.

På tilsvarende vis er der nomineret tre projekter i hver af de syv andre af Danmarks Radios regioner.

Frem til den 3. november klokken 9.00 kan alle stemme på deres favorit blandt de nominerede projekter. Det gør man på hjemmesiden www.danskernesidrætspris.dk.

Når afstemningen er slut, vil de otte regionale vindere blive vurderet af Dansk Idrætsforbunds Bestyrelse, som vil udvælge tre finalister.

Hvem der ender med at løbe med Danskernes Idrætspris afsløres, når Danmarks Radio den 6. januar 2018 sender sin årlige sportskavalkade, SPORT 2017, fra i Jyske Bank Boxen i Herning.


SENESTE NYHEDER

21. NOV 2017 • 15:20 FOR ABONNENTER
Fire unge tilbyder indkøb og levering af varer i Nyker
21. NOV 2017 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. NOV 2017 • 06:15
Afstemning: Hvem vinder valget?

Mest læste