Fartøj har vokseværk: Molslinjens færge til Køge får plads til 720
Foto: Molslinjen

20. SEP 2017 • 12:19 • AF JAKOB MARSCHNER

Fartøj har vokseværk: Molslinjens færge til Køge får plads til 720

Molslinjens kombinerede fragt- og passagerfærge er ved at tage form i hænderne på de finske skibsbyggere hos Rauma Marine Constructions, oplyser rederiet. Den nye RoPax-færge kommer til at spille en central rolle i satsningen på at få flere tyske turister til Bornholm.

Færgen er vokset flere gange undervejs før den fra september næste år skal sejle mellem Rønne og Køge og på ruten mellem Rønne og Sassnitz. Ved byggeriets start i Finland var planen, at færgen skulle kunne medtage op til 400 passagerer. Men flere gange undervejs er færgens design blevet ændret, så der nu bliver plads til 720 passagerer.

– Destination Bornholm og vi er enige om, at der gemmer sig et stort potentiale i Tyskland – også uden for højsæsonen. Vi satser på, at rigtig mange flere tyskere vil vælge Bornholm, når de ser, hvor billigt og nemt de kan komme af sted, siger Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen.

Den kombinerede fragt- og passagerfærge udstyres med skilte på tysk, så det bliver nemt for de tyske gæster at finde rundt på færgen, der både får cafeteria og lounge- og hvileområde.

– Skibsbyggerne arbejder stadig i det rå stål, men visualiseringerne af skibets indre viser, at vi kommer til Bornholm med en – synes vi selv – ret flot og moderne færge, siger Carsten Jensen.

Værftet i Finland har gennem hele byggeriet holdt sig en smule foran tidsplanen. Færgen bliver leveret til juni 2018, og efter lidt tilretning og testsejlads vil den være klar til at tage de første passagerer med den 1. september 2018.

SENESTE NYHEDER

12. DEC 2017 • 18:42 FOR ABONNENTER
Virksomhed med 140 ansatte i Muleby er en gazelle i beton
12. DEC 2017 • 17:29 FOR ABONNENTER
Salt på bilerne: Molslinjen sejler med åbent vogndæk
12. DEC 2017 • 15:38 FOR ABONNENTER
Tirsdagens leder: Kadeaus redning er godt nyt for Bornholm
12. DEC 2017 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

11. DEC 2017 • 19:30
Nye ejere pumper penge i Kadeau

Mest læste