Nye Borgerlige går til valg på kras kritik af dagens politiske Bornholm
Spidskandidat Per B. Frostholm flankeret af Robert Dam og Philip Brandt

19. SEP 2017 • 15:00 • AF JAKOB MARSCHNER

Nye Borgerlige går til valg på kras kritik af dagens politiske Bornholm

Man burde knapt nok kunne møde en bornholmer, der overvejede at flytte fra Bornholm. Men de findes, og det vil det nye parti Nye Borgerlige gøre noget ved.

Det fortæller partiet, der netop har holdt opstillingsmøde. Her blev Per B. Frostholm opstillet som spidskandidat på en liste, der også tæller Philip Brandt og Robert Dam på de næste pladser.

"Bornholm er i næsten alle henseender et enestående vidunderligt sted at bo. Øen ligger omgivet af hav som en perle i Østersøen, som den fjerneste ø i Danmark. Her er storslået og varieret natur og en overflod af frisk luft og solskinstimer", indleder Nye Borgerlige sit valgprogram.

"Og så er her stadig relativt trygt og fredeligt: Bornholm fylder heldigvis ikke meget i statistikkerne over alvorlig kriminalitet. Faktisk burde det være en sjældenhed at møde en bornholmer, som i ramme alvor ville overveje at bo og arbejde noget andet sted end netop her på Bornholm. Sådan er det imidlertid langt fra – desværre."

Hård kritik af det bestående
Nye Borgerlige efterlyser politisk mod og visioner og kalder det lokale demokrati "presset af manglende tillid" og flere andre onder.

"En tilværelse på Bornholm har også mange udfordringer, som dels naturligt må tilskrives øens isolerede placering, dels de generelle problemer, som vi bornholmere deler med resten af Danmark: Manglende politiske mod og visioner, et folkestyre der er presset af manglende tillid, en velfærd og tryghed, der er svækket af fordelingssyge, overadministration, dårlig ledelse og nedskæringer samt en massiv indvandring af personer med en kultur, som åbenlyst ikke lader sig indpasse i vores frie og tolerante værdifællesskab, og som udgør en veritabel bombe under hele nationens økonomi og sammenhængskraft."

Nye Borgerlige på Bornholm vil arbejde for "at skabe en ny tro på Bornholm som rammen om det gode liv, som en ny vækstdynamo med fremgang og velstand, og som stedet man uden forbehold drømmer om at bo, virke og arbejde."

SENESTE NYHEDER

21. OKT 2017 • 10:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

20. OKT 2017 • 08:24
Mand pissede på politiet
20. OKT 2017 • 07:21
Sognepræst søges – igen

Mest læste