24-årig mand stukket i maven

22. AUG 2017 • 04:14 • AF RITZAU/NANNA KROGH

24-årig mand stukket i maven

En 24-årig mand er sent mandag aften blevet stukket i maven med en kniv af en ukendt gerningsmand i Rønne. Det oplyser Peter Jørgensen, efterforskningsleder ved Bornholms Politi.

- Vi fik klokken 23.02 en anmeldelse om et knivstikkeri på en gade i Rønne. Den forurettede er blevet stukket i maven og har fået beskadiget sin milt og lunge, siger efterforskningslederen.

De 24-årige mand er blevet overført til Rigshospitalet, men skulle ikke umiddelbart være i livsfare.

- Men det er nogle ganske alvorlige skader, han har fået, siger Peter Jørgensen, der tilføjer, at der er tale om en mand fra lokalområdet.

Derudover er det fortsat meget sparsomt med oplysninger i sagen.

Bornholms Politi har endnu ingen oplysninger om, hvad der er gået forud for knivstikkeriet.

Vidner fortæller, at der ud over offer og gerningsmand tilsyneladende var en tredje til stede under knivstikkeriet.

Om der var tale om en medgerningsmand, kan Peter Jørgensen ikke oplyse.

- Vi er stadig i gang med at afhøre vidner med henblik på at finde gerningsmanden, siger han.

Efterforskningslederen oplyser til DR P4/Bornholm, at knivstikkeriet fandt sted i Kredsen i Rønne.

SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM

23. SEP 2017 • 18:16
Spot On La Marc var i hopla

Mest læste