Her er BHS-Almeborgs konkurrenter i Danmark Rundt
Foto: Scanpix

14. AUG 2017 • 06:09SPORT • AF RITZAU / TOMMY KAAS

Her er BHS-Almeborgs konkurrenter i Danmark Rundt

Fredag blev der sat navn på de sidste tre cykelhold, som skal deltage i Postnord Danmark Rundt, der begynder på Frederiksberg 12. september.

Med wildcards til prokontinentalholdene Spoort Vlandeeren (Belgien), Roompot Loterij (Holland) og Bardiani (Italien) står det klart, at der i alt vil være tre World Tour-hold i feltet.

Derudover var tre af prokontinentalholdene også med i sommerens Tour de France. Det drejer sig om Direct Energie, Cofidis og Wanty.

– Efter aftalerne med de sidste tre teams er feltet komplet med 16 hold til start. Ikke mindre end seks Tour de France-hold er med, og nu venter vi spændt på at holdene sætter navne på deres ryttere, siger løbsdirektør Jesper Worre.

– De fem danske kontinentalhold, der er til start, stiller alle i skarpeste opstilling, og noget kan tyde på, at de er stærkere end nogensinde. Der er ingen tvivl om, at de udenlandske og mere kendte hold i år får skarp konkurrence på de danske landeveje, tilføjer han.

Følgende hold skal deltage i det 762,5 kilometer lange etapeløb.

World Tour-hold: Trek, Sunweb og Astana.

Prokontinentalhold: Direct Energie, Cofidis, Wanty, Spoort Vlandeeren, Roompot Loterij, Bardiani og Novo Nordisk.

Kontinentalhold: BHS Almeborg - Bornholm, coloQuick-Cult, Riwal Platform, Giant Castelli og Veloconcept.

Derudover deltager også det danske landshold, som vil køre under navnet Team PostNord Danmark. Senere i august vil der blive sat navn på de otte ryttere, der skal repræsentere det hold.

Køb dagens avis som e-paper fra kl. 14.00 - Klik her

Mest læste