Mørkøv vil knokle for Cort til EM: Vi kæmper for Danmark
Magnus Cort er tilbage i rødt og hvidt på søndag. Foto: Scanpix

4. AUG 2017 • 19:19SPORT • AF RITZAU

Mørkøv vil knokle for Cort til EM: Vi kæmper for Danmark

Medaljerne er regnet ned over de danske cykeltalenter i det første EM på hjemlig grund, og værtsnationen håber at krone festen i Herning med guld, når de professionelle herrer kører linjeløb søndag.

Drømmen er realistisk, mener Michael Mørkøv, som formentlig får til opgave at aflevere kaptajn Magnus Cort i spurten få hundrede meter fra mål.

– Det er klart, at Magnus er et godt bud på en sejr eller et godt resultat. Det viser han ved at blive nummer to (i RideClassic London, red.). Så vi har gode chancer med ham som kaptajn til EM, siger Michael Mørkøv.

I søndags blev Magnus Cort nummer to i en massespurt i World Tour-løbet i London. I et stærkt sprinterfelt var kun Alexander Kristoff, der må regnes som topfavorit i EM-løbet, hurtigere.

Bornholmerens podieplacering styrker troen på, at det danske hold sigter mod en topplacering, mener landstræner Anders Lund.

Han kalder det et "opmuntrende resultat".

– En sprinter lever af selvtillid. Så det betyder vanvittig meget, at han lige har banket Michael Matthews. Han slog så ikke Kristoff. Men han er med, hvor det er sjovt, og det betyder vanvittig meget, siger landstræneren.

Det betyder også noget for Michael Mørkøv, Lars Bak og de andre holdkammerater, som må ofre egne chancer og slide for Cort i 240 kilometer på vejene omkring Herning.

– De kan se, at det ikke bare er for sjov, at vi kører for ham. De kan se, at det ikke bare er et show. Men at der faktisk er en mulighed her, siger Lund.

Også for Magnus Cort, der er udset rollen som kaptajn på grund af de flade terræn og den store sandsynlighed for en massespurt, er det seneste resultat et vigtigt signal.

Orica-rytteren styrtede i foråret i Tour de Yorkshire og måtte tage pause med et brækket kraveben.
Løbet i London er hans første podieplacering efter skaden – og i øvrigt hans første i et endagsløb på World Touren.

Dem har Alexander Kristoff derimod så mange af, at han sikkert ikke har tal på dem, og Norge må også bære favoritrollen.

Med Kristoff og Edvald Boasson Hagen, der begge har vist stærk form, og som i øvrigt er de eneste blandt sprinterne i søndagens felt, som har vundet etaper i Tour de France, så er Norge det umiddelbart bedste bud på sejr.

Det gælder uanset om det søndag skulle blive vindstille og sol, eller om regnen pisker ned i en storm med sidevind og splittelser.

For Mørkøv bliver det en anderledes dag på kontoret, da han er udset en hovedrolle i forsøget på at slå sin gode ven og holdkammerat Kristoff, som han arbejder dedikeret for alle andre dage af året.

Den 32-årige danske Katusha-rytter lader ingen tvivl tilbage om, at han "helt klart" vil ofre sig for Cort.

– På søndag kæmper vi for Danmark, og så bliver jeg nødt til at se bort fra, hvor jeg arbejder til daglig. Jeg bliver jo værdsat for det, jeg præsterer i løbet for Cort, så jeg håber at hjælpe ham til at kunne vinde, siger Mørkøv.

Netop Mørkøv var manden, som gjorde forarbejdet for Kristoff, da nordmanden spurtbesejrede Cort i London søndag 30. juli.


13. AUG 2017 • 13:06

Store Oprydningdag

Efter Store Legedag fredag og lørdag, blev det søndag store oprydningsdag i

13. AUG 2017 • 09:55

1.100 cyklister på vej øen rundt

Så er starten gået på årets Bornholms Rundt på cykel.

12. AUG 2017 • 16:34

Legedag på niveau med sidste år

Det overskyede vejr og et par regnbyger kunne ikke holde gæsterne væk fra S

12. AUG 2017 • 11:23

Vinden driller kajakroere

Bornholm Rundt i havkajak fik en strålende start med to gode dage med ...

12. AUG 2017 • 08:08

Flere end 1.000 cykler Bornholm Rundt

Tilmeldingen til søndagens Bornholm Rundt på cykel har rundet de magis...

Mest læste