Magnus Cort inden DM: Det bliver svært
Foto: Orica-Scott

24. JUN 2017 • 20:58SPORT • AF TOMMY KAAS

Magnus Cort inden DM: Det bliver svært

Han er kommet flot tilbage efter sit brækkede kraveben og bliver nævnt som en af favoritterne til at vinde DM-titlen, når dannebrogstrøjen søndag skal placeres på en dansk cykelrytter.

Men Magnus Cort er ikke sikker på, at han er klar til at tage favoritværdigheden på sig. Det siger han til feltet.dk.

– For jeg har været i bedre form de seneste to år, og det er en svær kombination at køre mod kontinentalholdene, som kommer med alle mand til start. De er skarpe, og så er der også de andre WorldTour-ryttere, siger den 24-årige bornholmske cykelrytter.

Men han glæder sig til at køre DM-løbet i Grindsted.

– Det er altid sjovt at være med til, men det bliver uden tvivl svært at vinde. Det havde måske været bedre for os proffer med en lidt hårdere rute, for det bliver nok ret mange, der skal afgøre sejren mellem sig, siger Magnus Cort til feltet.dk.

Det var i cykelløbet Tour de Yorkshire i slutningen af april, at Cort brækkede kravebenet i et styrt på første etape. Da han vendte tilbage, overraskede han blandt andet med en fjerdeplads på en af etaperne i det stærkt besatte Schweiz Rundt.

Mest læste