Fugato har problemer med at hente affald
Skraldebilerne kan have svært ved at komme rundt. Foto: Allan Rieck

17. MAJ 2017 • 09:10 • AF ANDERS LILJEROTH

Fugato har problemer med at hente affald

Skraldemændene har det ikke altid nemt, og især i en tid hvor der arbejdes med fjernvarmen flere steder på Bornholm.

Opgravningerne gør nemlig, at Fugato ikke altid kan komme rundt med dagrenovationsbilerne. Det skriver selskabet på facebook.

- Her i forsommeren 2017 er der opgravninger og vejafspærringer i Pedersker, Allinge og Tejn. I Pedersker og Allinge er det snart afsluttet, men i Tejn fortsætter det sommeren over. Der er mange steder, hvor vi ikke kan komme til på grund af afspærringer, opgravninger og arbejdsmaskiner, lyder det fra Fugato.

Af den grund sætter skraldemændene containere ud i flere områder, så de berørte borgere kan benytte disse til deres dagrenovationsaffald eller pap og papir. På containerne hænger der desuden ekstra sække, som beboerne kan benytte.

Nogle beboere har åbenbart undret sig over problemerne med at komme frem for skraldebilerne, men der er altså en årsag til det.

- Vores biler er større end almindelige biler, og der kan holde store maskiner, som entreprenørerne bruger på det tidspunkt, hvor vi kommer på adressen. Derfor kan vi bare ikke altid afhente affaldet, selvom beboerne selv kan køre der i almindelig bil, skriver Fugato, der beklager besværet og håber på forståelse.




Mest læste