Holberg-holdet til prøvestart på Rønne Theater
Foto: Kim Caspersen

16. MAJ 2017 • 16:27 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Holberg-holdet til prøvestart på Rønne Theater

I går, mandag, dukkede skuespillerne til sommerens Holberg-komedie ”Erasmus Montanus”, som produceres af Bornholms Teater, for første gang i samlet flok op til prøvestart på Rønne Theater.

Holdet består af Morten Brovn, Jesper Asholt, Christine Albrechtslund, Jesper Riefensthal, Henrik Ipsen og kapelmester Lars Fjeldmose, og som noget af det første blev scenen skridtet af og akustikken i det gamle teaterrum testet, fortæller pr-medarbejder Kim Caspersen i en pressemeddelelse.

Derefter fortsatte dagens tætpakkede program med introduktion til teatrets faste personale, læseprøver, fotografering og tilpasning af kostumer, inden holdet igen satte kursen mod Sjælland.

Det er teaterchef Jens Svane Boutrup, der har bearbejdet Holbergs manuskript og igen skal instruere årets komedie, og han siger i pressemeddelelsen:

– Første prøvedag er altid noget særligt. Det er her, skuespillerne møder hinanden for første gang i vores kontekst, og det er her, de for første gang betræder de skrå brædder på Rønne Theater for at spille ”Erasmus Montanus” og får en fornemmelse af scenerum og sal.

– Forventningerne og energien er skruet op, så det sitrer som hos en flok galopheste, der venter på, at startskuddet går, og så handler det ellers om at dosere tømmer og sporer i det rette blandingsforhold, indtil vi når premieren den 30. juni.

Om selve forestillingen siger han:

– Vi har rigtig høje forventninger til dette års Holberg-forestilling. Ikke mindst fordi det bliver den sidste Holberg-komedie i det store setup, men også fordi temaet om mønsterbryderen, der vender tilbage til sin fødeegn og nogle gange møder en mur af modstand, nok godt kan vinde genklang i store dele af vandkantsdanmark og dermed også på Bornholm.

– Den næste måned fortsætter prøverne i lejede lokaler på Folketeatret i København for så at rykke tilbage på Rønne Theater den 12. juni, hvor kulisserne vil være på plads på scenen og de sidste justeringer finder sted.

”Erasmus Montanus” har premiere fredag den 30. juni klokken 19.30 på Rønne Theater og spiller mandag-fredage til og med den 28. juli 2017.

SENESTE NYHEDER

26. MAJ 2017 • 14:00NAVNE
Dødsfald
26. MAJ 2017 • 11:19
Så dyre er Hasles husbåde

MEST LÆSTE BORNHOLM

25. MAJ 2017 • 07:40
Folkemødet sætter ny rekord

Mest læste

24. MAJ 2017 • 09:00SPORT

Alle fire bestod prøven

22. MAJ 2017 • 09:19SPORT

70 hold er tilmeldt Firmastafetten