68-årig død efter fald i klipper
Foto: Henrik Nielsen

12. MAJ 2017 • 12:05 • AF LISBET HOLST

68-årig død efter fald i klipper

Den mand, der her til morgen kl. 08.22 blev fundet livløs i klipperne ved Nørresand i Gudhjem, blev kort tid efter erklæret død.

Det oplyser vagthavende ved Bornholms Politi.

Der er tale om en 68-årig mand, der har sine rødder på Bornholm, men er bosat på den anden side af vandet.

Familien er underrettet.

En forbipasserende borger ser manden ligge tilsyneladende livløs nede på stranden og alarmerer politiet, der efterfølgende sender en patruljevogn, Beredskabsstyrelsen og ambulance til stedet.

Den 68-årige var iført løbetøj og var ude på sin sædvanlige løberute.

De første fremme på stedet påbegynder livreddende førstehjælp på græsstykket mellem klipperne og serpentinervejen, indtil ambulancen er fremme og mandskabet her tager over.

Kort tid efter bliver manden erklæret død.

Den præcise dødsårsag er endnu ikke fastslået.

Meget tyder på, at der er tale om en faldulykke, da den 68-årige har en del skader på kroppen, der kan tyde på et fald i klipperne, oplyser vagthavende ved Bornholms Politi.



Mest læste