Bornholmer søger ny klub efter fem år i Nordsjælland
Benjamin Lund får ikke sin kontrakt med FC Nordsjælland forlænget. Foto: FCN

11. MAJ 2017 • 13:18SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

Bornholmer søger ny klub efter fem år i Nordsjælland

FC Nordsjællands bornholmske spiller, Benjamin Lund, forlader klubben til sommer i håbet om at finde en klub, hvor udsigten til spilletid er bedre, skriver bold.dk.

I efteråret gjorde FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand flere gange brug af Benjamin Lund som venstre back i Superligaen. Det blev til syv kampe i den bedste række, men siden september har den 20-årige bornholmer ikke fået spilletid på ligaholdet.

Benjamin Lund skrev kontrakt og blev flyttet op i førsteholdstruppen i juli 2016, men kontrakten bliver ikke forlænget.

– Jeg har talt med klubben, og der kommer ikke en ny kontrakt. Jeg synes, det er fin timing, for tidspunktet er inde til at prøve noget andet, siger Lund til bold.dk.

– Jeg synes, jeg har bevist, jeg kan være med på dette niveau, men jeg vil ikke længere bare sidde ude og være reserve. Jeg vil til at spille en masse kampe nu, så det er det vigtigste for mig i forhold til at finde en ny klub, siger Benjamin Lund til bold.dk

Ud over de syv kampe i Superligaen nåede Benjamin Lund også spille en enkelt kamp i DBU Pokalen for FC Nordsjælland.

Køb dagens avis som e-paper fra kl. 14.00 - Klik her

Mest læste