Specialisten fra BHS-Almeborg: Jeg kan vinde DM igen

1. MAJ 2017 • 06:43SPORT • AF TOMMY KAAS

Specialisten fra BHS-Almeborg: Jeg kan vinde DM igen

BHS-Almeborgs tempomaskine Martin Toft Madsen havde en eventyragtig 2016-sæson med blandt andet et overraskende dansk mesterskab og en 13. plads ved VM – begge i disciplinen enkeltstart.

Og Toft håber og tror på, at det er muligt at gentage nogle af triumferne fra sidste sæson i år. Det siger han i et interview med feltet.dk.

Interviewet er lavet inden søndagens sejr i Skive.

– Jeg ved selvfølgelig endnu ikke, om de andre har taget et step op i år, men jeg kører forhåbentlig lige så godt – eller endda bedre, siger Martin Toft Madsen.

– Det er nu, jeg skal bevise, at sidste sæson ikke bare var rent held. Jeg prøver jo altid at forbedre mig, og jeg tror også, at jeg kan udvikle mig mere og gøre det igen. Hvis jeg gør det igen, kan folk i hvert fald ikke sige, at det er en stor overraskelse, siger BHS-Almeborg Bornholm-rytteren med henvisning til DM-triumfen, som kom bag på de fleste.

I år er der dog næppe nogen, som kommer til at undervurdere 32-årige Martin Toft Madsen, og han regner da også sig selv for at være en af favoritterne.

DM-enkeltstarten bliver nemlig det største fokus for enkeltstartsspecialisten.

– Jeg mener absolut, at jeg er en af dem, man skal slå, hvis man gør sig forhåbninger om at vinde DM i enkeltstart i år, siger Martin Toft Madsen til feltet.dk.


Mest læste