Magnus Cort har brækket kravebenet i styrt

28. APR 2017 • 20:06SPORT • AF TOMMY KAAS

Magnus Cort har brækket kravebenet i styrt

Magnus Cort er sat ud af spillet i fire til seks uger efter et styrt på førstedagen af etapeløbet Tour of Yorkshire. Det skriver Ekstra Bladet.

Første scanning påviser et brækket kraveben, fortæller sportsdirektør Dave McPartland til Orica-Scotts hjemmeside.

– Det er virkelig ærgerligt og meget uheldigt at miste Magnus, ikke kun i det her løb, men også i den travle periode, som vi har foran os. Vi håber, at han kan komme hurtigt tilbage, siger Dave McPartland.

Se video af styrtet her.

Det var i spurten, at Magnus Cort kom i karambolage med en konkurrent og måtte en af sine sjældne ture i asfalten.

En snes ryttere var indblandet i styrtet, og Magnus Cort fik flere af de andre hen over sig – og var efterfølgende værst medtaget, skriver Ekstra Bladet.

Den 24-årige bornholmer kunne gå over målstregen, men han måtte 'bære' på sin højre arm, ligesom han har pådraget sig flere hudafskrabninger, skriver avisen.



Mest læste