13 år gammel: En af Bornholms bedste heste stopper karrieren
Max Brogård – her med John Mikkelsen i sulkyen. Foto: Torben Ager

25. APR 2017 • 06:05SPORT • AF TOMMY KAAS

13 år gammel: En af Bornholms bedste heste stopper karrieren

13-årige Max Brogård stopper en lang og flot karriere. Det fortæller ejerne, Lene og Egon Jensen.

– Man kan mærke på Max, at hans alder betyder, at det er blevet sværere at holde ham fri for små skavanker, og dermed bliver løbeformen ikke optimal, forklarer Egon Jensen.

Max Brogård startede travkarrieren som treårig og er stillet til start 146 gange. 82 gange blev han placeret blandt de bedste tre, og 38 gange krydsede han stregen som nummer et.

– Hans flotte resultater er sket på styrke, stabilitet og hans ukuelige vilje til at være blandt de bedste. Han skal ikke opleve, at de andre heste bare løber fra ham, derfor skal han slutte med travløb nu, siger Egon Jensen, som erhvervede den stærke hest fra Henning Olesen i Nordjylland i august 2011.

Max Brogård har blandt andet to bornholmsmesterskaber, to Golden League-finalesejre og en kåring som årets hest på sit flotte cv.

Læs mere i Bornholms Tidende tirsdag.


Mest læste