Team NH raser over usportslig modstander: Vi føler os røvrendt
Ruth Schou. Foto: Jens-Erik Larsen

3. APR 2017 • 18:05SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

Team NH raser over usportslig modstander: Vi føler os røvrendt

– Vi føler os virkelig røvrendt.

Sådan lød det fra Team NH-træner Ruth Schou, da hun sammen med sine spillere havde brugt en hel søndag på at rejse til Kokkedal for at vinde sæsonens sidste kamp mod rækkens suveræne bundhold, HUK Øresund 2, uden kamp.

Team NH kunne med en sejr kvalificere sig til at spille om oprykning til 3. division, hvis KSG på andenpladsen samtidig tabte til Team Allerød.

Det skete så ikke, men bornholmerne spillede sin chance til det sidste.

Men alle anstrengelserne og de tusindvis af kroner, som søndagsturen også kommer til at koste Team NH, var spildte på forhånd, viste det sig, da bornholmerne trådte ind i Egedalshallen i Kokkedal.

– Vi undrede os godt nok over, at to eller tre af spillerne på deres holdkort også havde spillet for deres 3. divisionshold om lørdagen, fortæller Ruth Schou.

– Vi spurgte den ene af dommerne, om vi skulle nedlægge protest med det samme – det har man ti dage til, når det handler om ulovlige spillere, men hverken han eller tidtagerbordet ville have noget med det at gøre.

– Først da vi fik fat i den ene af HUK-trænerne, fik vi at vide, at de ikke kunne stille hold uden at bruge de ulovlige spillere, men at de først havde tænkt sig at fortælle det til os efter kampen, forklarer en vred Ruth Schou.

– Sådan er det nok at spille i Kvalifikationsrækken, som ikke er en række, der bliver regnet for noget alle steder på anden side af vandet. Noget lignende var næppe sket, hvis det havde været en kamp i 3. division.

Team NH vandt kampen med 22-20, men i statistikken vil der i al fremtid stå, at Team NH vandt kampen med 0-0 og sluttede på en tredjeplads i 2016/17-turneringen.

En placering, de også ville have opnået, hvis HUK Øresund som gode sportsfolk havde meldt afbud lørdag aften.


Mest læste