Beck bygger ny administration i Rønne
Foto: Jens-Erik Larsen

19. MAR 2017 • 07:12 • AF ANDERS LILJEROTH

Beck bygger ny administration i Rønne

Virksomheden Beck Pack Systems på Sandemandsvej i Rønne er en af de bornholmske virksomheder, der i øjeblikket har gang i et større byggeri.

– Vi udvider vores administrationsfaciliteter, så der bliver mere plads, og vi får et lysere og mere indbydende miljø, fortæller Henrik Persson, der til dagligt er produktionschef og i disse dage også projektleder for byggeriet.

Og netop kontordelen er i flere år blevet nedprioriteret en smule.

– Det er jo typisk for en produktionsvirksomhed, at man har meget fokus på produktionen, og at man sikrer de overordnede forhold, så man kan producere det, man skal til kunderne. Og det har vores administration nok lidt under i mange år. Så nu trængte den afdeling til et løft, forklarer Henrik Persson.

I øjeblikket har virksomheden 12 medarbejdere ansat i administrationen, men det forventes, at når byggeriet står færdigt, så skal der ansættes en kontorelev. Det har der nemlig hidtil ikke været plads til.

– Vi vil gerne være en af de bornholmske virksomheder, der bidrager til at oprette praktikpladser til de unge mennesker. Vi kan ikke stå på den ene side og hyle op om, at vi mangler arbejdskraft, og så på den anden side ikke være med til at uddanne de unge, mener Henrik Persson.

Og det er ikke sikkert, at det kun bliver en kontorelev, der skal gives plads til.

– Byggeriet skal også være med til at forberede os til fremtiden, så vi kan have plads til flere, efterhånden som vi ekspanderer. Så vi vil bestemt ikke afvise, at vi kan blive flere i fremtiden, siger produktionschefen.

Behov for et facadeløft
Det nye byggeri bliver på i alt 235 kvadratmeter, og sammen med de eksisterende 200, der i samme ombæring bliver renoveret tilsvarende, vil der ud over kontorer med god luft og masser af lys blive plads til nye moderne mødefaciliteter og en ny kantine, så medarbejderne har ordnede kantine- og toiletforhold.

Ombygningen giver dog også hele virksomheden et nyt ansigt udadtil.

– Vi må da indrømme, at vi i et godt stykke tid har haft behov for et facadeløft. Også for at indikere, at vi er en sund, god virksomhed, der har gang i hjulene. Og så får vi faktisk rigtig mange gæster på besøg, og der vil vi da gerne have, at når de besøger os, føler de sig velkomne i nogle indbydende lokaler, lyder det fra Henrik Persson.

Byggeriet forventes færdigt 1. juni, og medarbejderne glæder sig rigtig meget til at tage de nye bygninger i brug.

SENESTE NYHEDER

23. MAR 2017 • 14:06
Ny skobutik åbner i Snellemark

MEST LÆSTE BORNHOLM

22. MAR 2017 • 08:02
16 tilmeldte sikrer ny uddannelse

Mest læste