Velkørende Magnus Cort bedste dansker i belgisk brostensklassiker
Foto: Scanpix

25. FEB 2017 • 18:00SPORT • AF TOMMY KAAS

Velkørende Magnus Cort bedste dansker i belgisk brostensklassiker

Seks uger med en række af cykelsportens brostensklassikere blev indledt lørdag med den belgiske åbning, Omloop Het Nieuwsblat.

Og Magnus Cort (Orica-Scott), der allerede har hentet to flotte sejre i år, fortsatte med at vise ganske lovende takter og sluttede som en fornem nummer 16.

Løbet blev ikke overraskende kørt særdeles hårdt og seværdigt, og det var løbets absolutte favoritter, der kom til at præge begivenhederne.

Magnus Cort formåede at styre uden om et massestyrt med cirka 60 kilometer til mål. Her blev blandt andre Tom Boonen og Alexander Kristoff sat ud af spillet om sejren i det knap 200 kilometer lange endagsløb.

Herefter sad Magnus Cort længe med blandt de nærmeste forfølgere til en uhyre stærk fronttrio, men mod finalen måtte han slippe de forreste.

Til gengæld kørte den 24-årige bornholmer først over stregen i den gruppe, han kom til mål med. Magnus Cort krydsede målstregen som nummer 16 og var 2,41 min. efter vinderen. Han var samtidig sit holds bedste på dagen.

Omloop Het Nieuwsblat blev for andet år i træk vundet af belgieren Greg van Avermaet (BMC), som kom til mål med Peter Sagan (Bora) og Sep Vanmarcke (Cannondale).

Magnus Cort er til start i Belgien igen i morgen, hvor det gælder Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Mest læste