Cykelhold kører med overskud: Vi forventer fortsat fremgang
Foto: Tommy Kaas

6. FEB 2017 • 10:13SPORT • AF TOMMY KAAS

Cykelhold kører med overskud: Vi forventer fortsat fremgang

2016 blev ikke kun et godt år resultatmæssigt for det bornholmske cykelhold, BHS-Almeborg Bornholm.

Årsregnskabet i selskabet bag holdet, Bornholm Pro Cycling ApS, viser nemlig et overskud på 20.380 kroner efter skat.

– Det er glædeligt, at vi kan få økonomien til at hænge sammen, når man ser på hvad holdet har præsteret i 2016, siger Christian Juul Andreasen, som er direktør for holdet, på bestyrelsens vegne.

– Vi har skabt et af landets bedste cykelhold uden at gå på kompromis med økonomien. Omsætningen og sponsorindtægter steg flot, hvilket dog også har været nødvendigt for at fastholde de ryttere vi havde på kontrakt. Selskabet havde en omsætning på cirka 2,5 millioner kroner inklusiv moms.

– Vi forventer igen i 2017 en fremgang i sponsorindtægter og omsætning, hvilket igen er stærkt nødvendigt, hvis vi skal bevare holdets nuværende sportslige niveau, siger Christian Andreasen.

Bornholm Pro Cycling ApS er ikke sat i verden for at tjene penge, påpeger Christian Andreasen, men hensigten er udelukkende at drive et professionelt cykelhold på Bornholm.

– Vi mærker en øget efterspørgsel på holdets ryttere og øget konkurrence fra de andre cykelhold i Danmark, vi har dog en stor tiltro til at holdet igen i 2017 og 2018 vil kunne drives på et højt konkurrencedygtigt niveau som det var i 2016, siger han.

Der udbetales intet udbytte til ejerne, hele overskuddet bruges til holdets fortsatte drift.

Bornholm Pro Cycling ApS ejes af Ole Almeborg A/S i Hasle, Bech-Hansen & Studsgaard A/S i Rønne samt af familien Andreasen fra Rønne.

Mest læste