Ekspert: Magnus Cort kan vinde verdens største løb – før vi regner med det
Magnus Cort (tv.) afviser Nacer Bouhanni i fredagens spurt. Foto: Orica-Scott

5. FEB 2017 • 08:27SPORT • AF TOMMY KAAS

Ekspert: Magnus Cort kan vinde verdens største løb – før vi regner med det

Fredag tog den 24-årige bornholmske cykelrytter Magnus Cort årets første sejr, da han snuppede førstepladsen på tredje etape af det spanske etapeløb Volta a la Comunitat Valenciana.

Cort slog blandt andre to supersprintere i Nacer Bouhanni og Bryan Coquard, og bornholmerens potentiale er enormt.

Det siger Brian Nygaard, der er tidligere pressechef på Orica og nuværende ekspert hos TV 2 Sport.

– Han er mere end bare en decideret sprinter efter min mening. Han er selvfølgelig lynhurtig, men han kan også sidde med over nogle af de lidt sværere stigninger, og det gør, at hans repertoire er noget bredere. Og det gør, at han er en oplagt kandidat at vinde VM en dag, siger Brian Nygaard.

Magnus Corts alsidige evner på cyklen giver ham mange strenge at spille på, og hans kunnen på brosten har Brian Nygaard også lagt mærke til.

– Så måske får han en dag brug for sin fantastiske spurt på cykelbanen i Roubaix, siger han om forårsklassikeren over dem alle, Paris-Roubaix.

– Det er i hvert fald et af de løb, jeg tror han kan vinde en dag. Og med det niveau han allerede har nu, kan det ske førend, vi regner med det, siger Brian Nygaard til TV 2 Sport.

Volta a la Comunitat Valenciana slutter med en flad etape søndag eftermiddag.

Mest læste