Bornholms største vinkælder er sat til salg
Elly og Søren kunne i juli måned fejre 10 års jubilæum som vinhandlere. Foto: Berit Hvassum

16. SEP 2016 • 14:10AAKIRKEBY • AF JAKOB MARSCHNER

Bornholms største vinkælder er sat til salg

Søren og Elly Wolff har sat Bornholms Vinforsyning på Torvet i Aakirkeby til salg. Det sker umiddelbart efter, at butikken i juli kunne fejre 10 års-jubilæum i Aakirkeby.

– Det er et års tid siden, at vi besluttede at sætte butikken til salg, når jubilæet var vel overstået. Men det er jo ikke sådan noget, som man går og reklamerer med, før det er alvor, siger Søren Wolff.

Han og fru Elly håber, at butikken kan fortsætte som vinhandel. Det behøver heller ikke at være helt slut med de to bag disken.

– Én ting er at sætte noget til salg. Noget andet er, om nogen vil købe. Den er til salg som butik, og jeg håber da, at der kommer en køber, der vil føre den videre som vinhandel. Vi synes jo også, at vi har skabt noget, som mange er glade for, siger vinhandleren.

– Nu må vi se. Vi har sagt til ejendomsmægleren, at vi er villige til at stå til rådighed i et vist omfang, siger Søren Wolff.

Flasker på 150 kvadratmeter
Hvis også varelageret skal følge med, er salget af Bornholms Vinforsyning også chancen for at blive indehaver af øens største vinkælder. Søren Wolff har ikke det præcise overblik over, hvor mange flasker der er tale om.

– Hehe, tja, hvor mange flasker kan det mon være? Jeg ved det ikke præcist, men vi har et lager på 150 kvadratmeter, der stort set er fyldt op med vin og whisky og andet. Der er mere på lageret, end vi har i butikken, siger han.

73-årige Søren Wolff har adskillige ideer til hvad han og snart 72-årige Elly skal få tiden til at gå med, når tiden i vinhandelen slutter.

– Der er masser af ting, vi skal lave. Jeg har et arkiv, der fylder et helt loft, som jeg skal få styr på og finde ud af, hvad der skal ske med. Vi har en have, som vi ikke har haft tid nok til at passe indtil nu. Og så har vi tre børn ovre, der har en masse børnebørn tilsammen. Dem skal vi også se noget mere til, siger Søren Wolff.


Mest læste