12. MAR 2016 • 10:00SYNSPUNKT • AF JØRGEN KOEFOED, KIRKESTIEN 1, GUDHJEM

Flyt nu den skulptur

Tidligere blikkenslager, amatørskuespiller og billedkunstner Palle Munch Kristensen gjorde sig her sine betragtninger om Jun-Ichi Inoues kolossale granitskulptur på torvet i Rønne.
Palle Munch mener, at skulpturen er placeret forkert – oven på sorte brosten og omklamret af beboelsesejendomme.

Jeg kan kun give ham så inderlig ret.

Springvandet kom der først, og er torvets naturlige midtpunkt. At proppe to midtpunkter ind på det lille torv er en fatal, æstetisk brøler. Inoues monument fortjener ikke alene natur, men også albuerum. Som den står nu, skærer den torvet over i to dele og får det hele til at ligne den oversavede dame.

Det er trist om sommeren og ved vintertide, når skulpturen får skøjtebane og skrumler af store skurvogne som nabo, bliver hele Rønnes centrum omdannet til skrammelplads, som det er en pine at beskue.

Gør torvet grønt – lige som Krinsen på Kgs. Nytorv før metrobyggeriet – og fjern bilerne og skulpturen. Så får øens hovedstad en bymidte, vi kan være bekendt at vise frem. Rønne er jo faktisk en smuk by, men centrum trækker så meget ned, at turister som bornholmere straks flygter ud af byen.

Flyt skulpturen ud i naturen. Gerne et afsidesliggende sted, hvor til turister vil valfarte for at fornemme noget af den underjordiske, bornholmske mystik. Det kunne være i skoven ved de fire bautastene mellem Oluf Høst’ Bognemark og Gråmyr, midt i Klinteskoven mellem Sigtevej og Gudhjemvej, Rønne Plangtage eller på Galløkken ved Rønne.

Palle Munch foreslår at flytte Inoue til det grønne areal foran Gudhjem Museum. Her må jeg betakke mig. Sådan en skulptur må ikke ødelægge en udsigt – og slet ikke en af de smukkeste set fra den fredede stationsbygning.

Men Palle har ret: Skulpturen ødelægger torvet i Rønne – og torvet i Rønne ødelægger skulpturen.



Mest læste